Den koptiske kirke i Egypten lærer voksne at læse Bibelen
– Jeg åbnede Bibelen og græd, fordi jeg ikke kunne læse det, der stod der. Men nu kan jeg læse, fortæller en glad ung mor, som har fulgt et læsekursus i den lokale koptiske kirke.
Den 24-årige Miriam blev gift som 15-årig og er mor til tre. Familien bor i en landsby i det sydlige Egypten. Ingen af forældrene har gået i skole eller lært at læse. Men nu tilbyder den lokale kirke læseundervisning for voksne i samarbejde med Det egyptiske Bibelselskab. Lærebøgerne hedder ’Læs din Bibel’, og alle teksterne er hentet fra Bibelen, skriver Det norske Bibelselskab, som lige nu samler penge ind til projektet gennem ’Bibeldagen 2015’.
– Jeg er meget glad, fordi jeg lærer at læse gennem dette program. Før følte jeg mig mindreværdig, fordi jeg ikke kunne læse. Nu takker jeg Gud, fordi jeg kan læse Bibelen, siger Miriam. Ialt 20.000 voksne følger kirkens læsekurser.