International islam-ekspert taler på Nordisk Vineyard-konference
Kristne fra bl.a. alle Vineyard-kirkerne i Norden mødes til Summit i København den 30. april- 2. maj.
Frikirken København Vineyard satser på fuldt hus på Vineyard Nordic Summit med temaet: Imagine Church fra den 30. april – 2. maj, hvor bl.a. islam-ekspert Carl Medearis skal tale.
Der kommer kristne fra alle Vineyards kirker i Norden til Vineyard Nordic Summit konferencen fra den 30. april og 3 dage frem. Samtidig håber arrangørerne, at mange kristne fra andre kirker vil deltage. Frikirken har derfor lejet Kirken i Kulturcenterets kirkesal på Drejervej i København.
Der har de sidste år været helt fyldt til konferencen, som skal udruste og opmuntre kristne til at finde nye og flere måder at dele evangeliet på i hverdagen.
Sjov islam-ekspert
Denne gang er hovednavnet amerikanske Carl Medearis, som er bosiddende i Libanon og har oplevet utrolige ting med muslimske ledere og naboer, når han har delt troen på Jesus. Han arbejder som katalysator og mægler for fredsprocesser i Mellemøsten.
Medearis talte sidste år på Vineyard Nordens fælles Summer Camp, hvor han med humor og skarpe pointer kom med nye perspektiver på, hvordan vi kan leve med troen i hverdagen.
Han har skrevet flere bøger, bl.a. “Speaking of Jesus: The Art of Not-Evangelism” og den netop udkomne “Adventures in Saying Yes: A Journey from Fear to Faith“.
Medearis kan fortælle om helt unikke erfaringer og resultater fra sine 12 år i Libanon.
Kirker der når ud til nye
På konferencen deltager flere eksperter i det at være kirke og kristen i dag, bl.a. Jay Pathak fra verdens største Vineyard-kirke, Columbus Vineyard i USA.
Desuden deltager både Tom Murphy og John & Debby Wright fra den populære Trent Vineyard i England, samt John & Eleanor Mumford, som i en årrække har været ledere for Vineyard-bevægelsen i England.
København Vineyard har oplevet en støt vækst siden den spæde start i 1997. I dag er der plantet kirker i både Roskilde og Odense. København Vineyard tæller knap 600 medlemmer og har de seneste år arrangeret konferencen i København.