Problematisk tv-serie om Bibelen

”Bibelens mysterier” var en fryd for øjet – men en skuffelse for venner af BibelenBlandt juletidens mange tilbud på skærmen var der også på DR-2 en engelsk TV-serie fra BBC med reference til Bibelen, kaldet ”Bibelens mysterier”. Den bestod af ni afsnit med emner fra både Gamle og Nye Testamente. Producenten var Kenneth Granham, som havde allieret sig med eksperter fra Yale og Oxford universiteter m.m.

Traditionelt udpeges denne grotte for at være stedertfor Johannes’ Åbenbaring

Den almindelige juletravlhed har nok hindret de fleste danskere i at se alle afsnit, men det var nu heller ikke nødvendigt for at komme til klarhed over seriens ærinde: At nærme sig de gamle beretninger med den yderste mistænksomhed og erklære dem for myter og sagn, indtil det modsatte er bevist!
Den slags er jo set før og burde egentlig ikke forbavse seere, der har levet med Bøgernes Bog et helt liv. Det ligger i tidens ånd at underkaste Bibelen inkvisitoriske forhør, så vi én gang for alle kan gøre os færdige med dette skimlede levn fra fortiden. Alene dens alder må jo give anledning til alvorlig tvivl om dens troværdighed: Vi er jo blevet meget klogere, siden dens sidste bøger blev skrevet for ca. 1900 år siden.
Men det er alligevel ærgerligt at se så fine og dyre ressourcer blive brugt til et så negativt formål. Billedsiden var nemlig blændende flot og meget smuk, det var virkelig lykkedes at genskabe den datidige hverdags scenerier på en troværdig måde og at give inciterende glimt af dramatikken i begivenhederne.

Denne mægtige slutsten på Bibelen var genstand for sidste afsnits analyse og spekulative behandling. Det er ellers et skrift, som de fleste fortolkere nærmer sig med den allerstørste ærefrygt og respekt, men vore engelske venner havde ingen bekymringer i den retning. De overså ganske og aldeles, at skriftets egenbetegnelse er ”Jesu Kristi Åbenbaring, som han gav sine tjenere for at vise dem, hvad der skal ske i en hast” – de havde den mening, at skriftet helt igennem var skrevet af Johannes, fordi han havde specielle visionære evner af samme art som shamanernes i naturfolks religioner, når de talte i trance!
Selve begrebet åbenbaring – og især da en kristen sådan – var altså helt ukendt for producenterne, og så måtte resultatet jo blive derefter.
Man begyndte med at udtrykke tvivl om forfatterens identitet – var denne Johannes den samme som apostlen? Det fandt Sir Anthony Kenny, ekspert i stillære, ved et hurtigt statistisk regnestykke ud af ikke kunne være tilfældet: Der er to ord i den græske grundtekst, de (men) og kai (og), som i Åbenbaringen forekommer et langt mindre antal gange end i Johannes-evangeliet – ergo kan de ikke være skrevet af den samme forfatter! En logik, der er en Erasmus Montanus værdig, men må frakendes enhver værdi som vederhæftig videnskab.
Den lærde ekspert kunne blot have konsulteret et bibelleksikon for at blive oplyst om, at allerede kirkefaderen Justin Martyr (ca. år 100-165) i sin ”Dialog med jøden Tryfon” skriver: ”Også hos os har en mand ved navn Johannes, en af Kristi disciple, i en åbenbaring, som blev givet ham, profeteret om det tusindårige rige.”
I den anti-markionittiske prolog til Lukas-evangeliet (ca. år 150) hedder det: ”Senere skrev Johannes, en af de 12 apostle, Åbenbaringen på øen Patmos og derefter evangeliet.”
Irenæus (år 130-ca. 200) går i sit store værk om vranglærerne ud fra som givet, at Åbenbaringen er skrevet af denne apostel, og dette vidnesbyrd har særlig vægt, fordi Irenæus kendte Polykarp, som var en discipel af Johannes.
Dette stemmer også med den måde, forfatteren navngiver sig selv på: ”Jeg, Johannes, jeres broder, fælles med jer om trængslen og Riget og udholdenheden i Jesus, var på den ø, der hedder Patmos, for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld.” (Åb. 1:9). Denne formulering viser, at han var en kendt person med autoritet hos de syv menigheder i Lilleasien, til hvem brevene er bestemt.

Som en konsekvens af den skæve indfaldsvinkel, at bogen er et produkt af Johannes’ egne tanker og visionære evner, tales der om, at ”en følelse af desperation kan have fået Johannes til at skrive Åbenbaringen” og at ”Johannes anvendte skræmmende billeder for at få sit budskab igennem.”
Et af disse billeder er de fire ryttere på en hvid, en rød, en sort og en gustengul hest, der spreder rædsel, død og ødelæggelse over Jorden. (Åb. 6: 1-8). Et lignende billede forekommer i Zakarias 1:8, hvor profeten ser rød, rødbrune og hvide heste.
Det får vore venner til at mene, at Johannes blot opdaterede disse heste og at rytteren på den hvide hest med en bue symboliserede partherne, et bueskydende folk, der senere skulle medvirke til at styrte Romerriget. Men der er langt større ting på spil her, idet de fire ryttere ”tager freden fra Jorden” og ”får magt over en fjerdedel af Jorden til at dræbe med sværd og sult og pest og Jordens vilde dyr.”
For at understøtte sit begrænsede synsfelt anfører producenten, at ”Jesus var selv påvirket af apokalyptisk litteratur”! Igen udtryk for en total mangel på forståelse af og respekt for den åndelige verdens væsen. Bogen menes at være skrevet ca. år 98, altså ca. 65 år siden den opstandne Jesus forlod denne verden fra Oliebjerget, og så kan han naturligvis ikke tænkes at melde sig igen med en så omfattende åbenbaring om kommende begivenheder!

En anden detalje, som der blev lagt uforholdsmæssig stor vægt på, var ”Dyrets tal” i Åb. 13, den kryptiske gåde om det sataniske dyrs identitet. Det har i alle de bevarede håndskrifter været 666, men i en bunke Papyrus-affald fra oldtiden, fundet i Ægypten i 1999, fandtes et fragment af Åbenbaringen, hvor tallet var anført som 616.
Det kan som talværdi på græsk udlægges som GAJUS KAESAR, navnet på kejser Caligula, mens 666 kan tydes som NERO KAESAR, altså kejser Nero. Begge d’herrer har gjort sig fortjent til den tvivlsomme ære at kunne være dette bestialske dyr, der knuser alt og alle, der står det imod. Men en verdensomspændende kontrol, så ”ingen kan købe eller sælge undtagen den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller dets navns tal.” (Åb. 13:11) var de dog helt ude af stand til at præstere.
Desuden må førnævnte professor Kenny med sin respekt for statistik vel også indrømme, at tallet i eet håndskrift ikke kan opveje vægten af et andet tal i flere hundrede håndskrifter?
I protestantisk tid har man udlagt 666 som pavedømmets tal, idet Pavens officielle titel ”Guds Søns Stedfortræder” på det gamle kirkesprog latin i romerske kapitæler ville være VICARIVS FILII DEI, idet U blev skrevet som V. Talværdien af romerske bogstaver kender vi alle – tværsummen af denne selvtildelte titel er netop 666. Men når Åbenbaringen selv angiver, at ”den, der har forstand, må regne på Dyrets tal” er den rigtige tydning næppe fundet endnu.

Serien skal dog have ros for at omtale den meget interessante passage i Åb. 8:10-11 om stjernen Malurt, der falder fra himlen og forgifter en tredjedel af alle floder og kildevæld. Det tydes som en profeti om den store katastrofe i 1986, hvor et atomkraftværk i Ukraine brændte sammen og efterlod landet i en radioaktiv forurening, som befolkningen lider under den dag i dag. Værkets navn var Tjernobyl, som på ukrainsk betyder Malurt.
Et tankevækkende sammenfald, men igen må det siges, at denne profetis format langt overgår den lokale ulykke i Ukraine, så måske er den blot et forvarsel om noget langt større, der skal komme.
Af andre positive ting i serien kunne nævnes omtalen af Jizreel-sletten eller Harmageddon i det nordlige Israel som kamppladsen for det store sammenstød mellem en gigantisk hær fra mange nationer og Israel. Ligeledes anføres, at den store hær med ”kongerne fra Solens opgang” sandsynligvis er fra Kina, der i mandtal kan mønstre verdens største hær.
Det er dog ikke nok til, at man kan acceptere seriens konklusion: Kejser Konstantins indførelse af kristendommen som statsreligion omkring år 300 er den endelige opfyldelse af bogens profetier, fordi de kristne dermed besejrede deres fjende Romerriget indefra. ”Derfor taler bogen om fortid, snarere end om fremtid.”
Det er i sandhed en såre overfladisk tydning, hvor man ikke har taget hensyn til de mangeartede begivenheder, den forudsiger, og slet ikke til de sidste kapitlers storslåede løfte om nye himle og en ny Jord, hvor retfærdighed bor. Der er alt for mange ubehandlede løse ender, derfor må man endnu en gang sukke:
”Bogen var bedre!”