Videbæk: Spar på den dyre medicin

Tove Videbæk, Konservative.
Tove Videbæk, Konservative.

Udgifterne til sygehusmedicin er fordoblet fra ca. 4 mia. i 2007 til forventet 8 mia. i år. Økonomer mener, at den kostbare medicin kan gå ud over antallet af ansatte og meget andet i sundhedsvæsenet. Men det handler både om kostbar medicin og udsigtsløs behandling, mener Tove Videbæk (C).

Hun henviser til Etisk Råds formand, Jakob Birkler, der i en artikel har skrevet, at ”sundhedssystemet nogle gange behandler dødeligt syge så lang tid, at det giver dårlige livs-afslutninger. Vi skal blive bedre til at sige stop”.
– Hvorfor nu koble disse to ting sammen: den kostbare medicin og et alvorligt sygt menneskes sidste tid. Det skyldes, at den sidste måned i et menneskes liv også er den absolut dyreste måned i et menneskes liv. Medicinen er kostbar. Behandlingerne er dyre. Bivirkningerne kan være svære. Men det er alt sammen ”udsigtsløst” og forringer måske endog patientens og de pårørendes sidste tid sammen – det giver en dårlig livs-afslutning, siger Tove Videbæk.

Tid til at sige farvel

– Hvis man i stedet siger sandheden til patienterne og visiterer til palliation (lindrende) indsats, så kan patienterne få tid til at sige farvel – på alle de måder og til alle de mennesker, som de ønsker at sige farvel til, påpeger Tove Videbæk. Specialiseret palliativ indsats indbefatter smertelindring både fysisk og psykisk samt hjælp til løsning af sociale og eksistentielle spørgsmål. Denne indsats kan gives på hospice og af palliative teams.
– Hvorfor taler man ikke helt åbent med patient og pårørende om sagen? De kan gå hen og blive helt glemt i diskussioner om kostbar medicin, afskedigelser og administration. Men det er trods alt dem, det drejer sig om.
Og hvis man starter dér, får man skabt mange flere gode livs-afslutninger, hvilket må være det absolut primære. Og samtidig kan det gavne de pårørende og lette presset på de ansatte og samfundet som helhed, slutter Tove Videbæk, som er opstillet for Konservative i Vestjylland.