Verdensklassesboost til ledere
24 danskere er vendt hjem fra verdens største lederkonference i USA først i august og forbereder to store konferencer i Danmark.
De er lige ved at eksplodere.
– Jeg har SÅ meget, jeg skal ud med, fortæller førstegangsdeltager Nete Kaasen fra Haderslev. Hun er selvstændig med et marketingfirma og fik mulighed for at være en af Danmarks repræsentanter ved Global Leadership Summit (GLS) i Chicago i august.
– Det var en enestående oplevelse. Både det at opleve en bevidst moderne kirke, der har op til 25.000 til gudstjeneste hver uge. Men endnu mere, at suge til sig af den meget brede og solide undervisning og erfaringsdeling fra ledercelebrities fra hele verden, fortæller Nete Kaasen. Hun er også teamleder i marketing-teamet for Willow Creek Danmark, der arbejder på at få så stor opmærksomhed som muligt på de to danske GLS-konferencer i Århus og København sidst i oktober.
– Willow Creek kirken i Chicago er ikke bare USA’s 3. største kirke. Verdens største lederkonference Global Leadership Summit (GLS) er også udsprunget fra den. Deres grundlægger, Bill Hybels, har et mantra: ”at alle vinder, når lederen bliver bedre”. Han mener, ledelse er en afgørende faktor for, at organisationer, virksomheder, kirker og institutioner kommer til at være inspirerende og imødekommende. Det knokler vi nu på at fortælle videre til danske ledere, fortæller Nete Kaasen.
Willow Creek DK-rygmærker
– På selve konferencen fik jeg igen et boost af at være i et stort globalt fællesskab, fortæller Søren Würtz, der har været i Chicago 8 gange.
Ud over at være direktør i Way2lead arbejder han frivilligt for Willow Creek Danmark (WCDK) som daglig leder. I år var han en af de 12 i Chicago med WCDKs ”rygmærke”. De øvrige var bestyrelsesmedlemmer og teammedarbejdere som Nete Kaasen. Desuden deltog 12 danske ledere fra NGO-verdenen, virksomheder og branceorganisationer.
– Konferencen åbner øjnene for, at de ting, vi aldrig troede kunne lade sig gøre, faktisk sker andre steder måske på andre måder. Det er utroligt motiverende bare at se, hvordan Willow Creek-kirken skaber stor værdi for mennesker i lokalområdet, uanset om man er rig eller fattig, fortæller Søren Würtz.
Willow Creek sætter barren højt. De vil lave en konference med høj kvalitet og har formået at skabe en excellence-kultur, hvor man yder sit bedste. Medarbejderne i kirken siger, at de svarer tilbage til Gud ved at gøre det bedste for ham, beretter den daglige leder af WCDK.
Siden 1992 er GLS vokset og bliver nu transmitteret til 120 lande med ca. 260.000 deltagende ledere. Dermed har konferencen slået sig fast som et anerkendt undervisningstilbud til ledere fra alle typer virksomheder, organisationer og kirker verden over.
På talerlisten gennem årene ser vi kendte ledelseseksperter som Jim Collins, Jack Welch og Gary Hammel. Desuden har politikere fra et bredt politisk spekter givet deres bud på god ledelse, bl.a. Condoleezza Rice, Colin Powell, Tony Blair og Jimmy Carter.
Det danske GLS-arbejde inspirerer worldwide
Konferencen Global Leadership Summit i Chicago kører to dage, men danskerne var afsted en hel uge:
– I dagene forud for konferencen i Chicago mødtes det danske GLS-team med de øvrige landes repræsentanter, hvor vi delte viden og inspiration. Og man kigger en del på Danmark, fordi vi blandt andet havde lavet videoklip med ledere fra forskellige sektorer, der fortæller, hvad de får ud af GLS i Danmark. Samtidigt har Danmark et specielt fokus på at arbejde med de mange sektorer: NGO’ere, erhvervsliv, politikere og hele den brede offentlige sektor. Og så kører næsten ingen andre lande med et helt frivilligt arbejde, siger en begejstret Søren Würtz.
– Inspirationen vi får med fra GLS i Chicago giver os et kæmpe motivationsboost og fornyet energi til ledelsesopgaverne i en helt anden skala – uanset om det er i en virksomhed, politisk, offentligt, frivillige, NGO’ere eller kirkeledere. Og derfor transmitterer vi også fra GLS til Danmark på vores to konferencer i København den 23. – 24. oktober og i Århus den 30. – 31. oktober, slutter Søren Würtz fra Willow Creek Danmark.
Man kan læse mere på www.gls2015.dk