Et levende møde med Brorson

s15_brorsonBente og Torben Brammings bog ”Brorson. Sjælens digter” er en smuk bog, både hvad angår omslag, layout, illustrationer, sprog og indhold.

Det er sjældent, at jeg bruger plads på at vurdere og anmelde en bogs ”ydre”, men når det gælder denne bog, er det oplagt at ofre netop dette lidt tid og plads. Udover det sympatiske omslag er bogen spækket med smukke illustrationer. Ikke mindst er der en mængde af de såkaldte pietistiske emblemer, som er små allegoriske billeder over typiske pietistiske temaer. Disse billeder er placeret som underbyggende illustrationer til kapitlernes indhold og giver dem dermed en ekstra dimension.

Indholdsmæssigt tegner forfatterægteparret et bredt og givende baggrundstæppe til forståelse af Brorsons liv, digtning og kristendom. Baggrundstæppet er på én gang biografisk, lokalhistorisk, kirkehistorisk og litteraturhistorisk, alt beskrevet og forklaret på en nøgtern og troværdig måde, dog med en tendens til at tage udgangspunkt i at pietismens vækkelsespræg er problematisk for en nutidig læser. Biografisk præsenteres læseren både for Brorsons slægt og familie og for hans sjæleliv og personlighed. Lokalhistorisk beskrives de byers historie, hvor Brorson henholdsvis er vokset op og har virket. Kirkehistorisk får man et enkelt og klart indblik først og fremmest i forskellen mellem den lutherske ortodoksi og pietismen, men også i hvordan pietismen rakte tilbage til middelalderens katolske mystik, og litteraturhistorisk får man primært et indblik i enkeltværker fra Brorsons forfatterskab. Det sidste fylder dog mindre end i megen anden litteratur om Brorson, men med den fyldige kontekstuelle indføring får digtanalyserne en stor dybde.

Nuanceret billede

Bogen tegner et meget nuanceret billede af Brorson, så man næsten føler, at man har mødt ham personligt. Brorson beskrives således på den ene side som en mild, ydmyg og følsom mand, men på den anden side som streng og langt fra enfoldig og naiv. Hans fromhed, forkyndelsesiver og gudsfrygt nuanceres af beskrivelsen af en dyb åndelig krise, som rammer Brorson, mens han er biskop. Hans følsomme sind gør ham både til, hvad forfatterægteparret kalder, ”lettere hypokondrisk” og til et muntert og musikalsk menneske. En gennemgang af hans bibliotek viser derudover en belæst mand med stor sprogbegavelse; ifølge bogsamlingen må han have behersket ti sprog. Enhver med interesse for Brorson og kærlighed til hans digtning bør læse denne bog.
Kirsten Krog

Bente og Torben Bramming:
Brorson –
Sjælens digter
262 sider
299,95 sider
Kristeligt
Dagblads Forlag