Når andres tro inspirerer

Lutherske kristne i Etiopien kan inspirere danskere, mener missionsselskabet Promissio og Bibellæser-Ringen. Billedet viser generalsekretær Frede R. Østergaard i Etiopien 2015.
Lutherske kristne i Etiopien kan inspirere danskere, mener missionsselskabet Promissio og Bibellæser-Ringen. Billedet viser generalsekretær Frede R. Østergaard i Etiopien 2015.

Missionsselskabet Promissio vil i samarbejde med Bibellæser-Ringen inspirere danskeres trosliv.

Danskere og etiopere skal inspirere hinanden på en studierejse til Etiopien i efteråret.

– Når man møder andres tro, bliver éns egen tro spejlet, så der bliver mulighed for udvidelse af ens eget gudsbillede!
Og det gælder for både danskere og etiopere, siger Lotte Carlsen, der er netværkskoordinator i Promissio.
Promissio og Bibellæser-Ringen gør et møde mellem danskere og etiopere muligt under en studierejse til Etiopien den 28. oktober til 6. november 2016.
Formålet er, at deltagerne bliver inspireret og udfordret både på deres trospraksis og menighedsliv.

Inspiration fra kirke med åndeligt overskud

– Den praksis, som er med til at holde vores tro levende – altså bøn og bibellæsning, menighedsliv osv. – søger vi ofte inspiration til. Og hvad er mere oplagt end at lære af nogen, som har samme trosgrundlag som os, men en anden praksis? spørger landsleder i Bibellæser-Ringen, Lasse Holmgaard Iversen, som sammen med Lotte Carlsen er rejseleder på turen til Etiopien.
Det nye samarbejde mellem Promissio og Bibellæser-Ringen udspringer af en fælles nød for at bringe inspirationen fra en levende og voksende luthersk kirke til en tradition og et land, som lider af åndeligt underskud.
– Vi vil ikke love et ‘quick-fix’, men vi garanterer, at man får noget med sig hjem fra denne rejse, som man ikke får andre steder. Og man vil også få øjnene op for de ting, hvor vi står stærkere end de etiopiske kristne, fortæller Lasse Holmgaard Iversen.
Han bakkes op af netværkskoordinatoren:
– Den gensidige og ligeværdige udveksling af erfaringer fra livet som kristne er i højsædet på denne tur, siger Lotte Carlsen.