Juridisk abort – fasthold det borgerlige ansvar
Stig Grenov
KD’s Landsformand
Erantisvej 2
2970 Hørsholm
For mange tror, at staten skal fjerne hver en sten, der gør ondt i livet. Senest har en gruppe mænd i ligeberettigelsens navn krævet adgang til en juridisk abort, hvis et samleje utilsigtet resulterer i et barn. Men uanset hvor meget de påberåber sig offerrollen, mener Kristendemokraterne ikke, det kommer staten ved, hvis en mand føler sig snydt efter sex.
Drop al tale om, at ligeberettigelse kan fjerne borgerens ansvar. En mand kan ikke sætte sig ind i hvordan det er at bære et liv inden i sig. Og han kan heller ikke tvinges ud i valget mellem at være eneforsørger med alt hvad det indebærer af ændret uddannelse, karriere og hverdagsliv, – eller afbryde en graviditet. En indførelse af juridisk abort vil kun give manden ret til at feste videre, mens kvinden og barnet betaler prisen. Hvordan påvirker det i øvrigt et barn, at far ønsker, det ikke er til?
Afbrydelsen af en graviditet er blevet degraderet til et uundværligt forbrugsgode, efter at sex er revet løs fra parforholdet. Men en juridiske abort fravælger ikke kun barnet. På et overordnet plan er det med til at reducere mandens samfundsrolle til en leverandør af sædceller. Det er den endelige kastration af hankønnet. Hun kan klare sig uden far. Far kan klare sig uden barnet. Men kan barnet klare sig i det faderløse samfund? Og kan mænd virkelig leve med at være en faktor, der kan til- og fravælges efter behag?
Jeg kan sagtens forstå de fædres følelser, der pludselig har fået et barn, som de måske aldrig ser. Men KristenDemokraterne står fast på det borgerlige ansvar.