I en kold verden

De onde søstre Ravenna (Charlize Theron) og Freya (Emily Blunt) i ”The Huntsman: Winter’s War” (still fra filmen: © Universal Pictures)
De onde søstre Ravenna (Charlize Theron) og Freya (Emily Blunt) i ”The Huntsman: Winter’s War” (still fra filmen: © Universal Pictures)

Vi kender talemåden: ”Han er kold!” eller ”Hun har et hjerte af is” – i eventyrene bliver dette pludselig konkret.

Her former følelseslivet den ydre verden, og magien vokser frem af pressede situationer og voldsomme konfrontationer. Der sættes fascinerende billeder og fortællinger på den indre kamp, som alle mennesker kender til i en eller anden grad, kampen mellem det gode og rette overfor det onde og selviske.
The Huntsman: Winter’s War giver os både forhistorie og efterspillet til Snow White and the Huntsman. Jægerne Eric og Sara må kæmpe mod de to onde dronninger og søstre, Ravenna og Freya.
Historien tager sin begyndelse, mens Ravenna er en mægtig magisk dronning, hvis søster, Freya, blot er en forelsket ung kvinde, som intet andet har i hovedet end sit hjertes udkårne. Men som i alle andre eventyr indtræffer en begivenhed, som forandrer det ’harmoniske’ hjem og driver hovedpersonen ud på en rejse. En tragisk begivenhed forvandler Freya til isdronning. Hun skaber en hær af jægere, hvormed hun underlægger sig hele den nordlige del af landet. Her hersker hun, med slående paralleller til både filmen Frost og i endnu højere grad den hvide heks i Løven, heksen og garderobeskabet i et landskab, der er lige så koldt som hendes hjerte.
Kærlighed er forbudt, men ingen kan holde Eric og Sara fra hinanden! De må dog så meget grusomt igennem og mister tilsyneladende hinanden, men det hele ender alligevel godt.

Klassiske tematikker

Det magiske spejl repræsenterer viden om nutid og fremtid, det er et farligt våben i hænderne på de onde og en ødelæggende gift i de godes besiddelse. I filmen bruges det til at bringe Ravenna tilbage fra de døde, igen et lån fra andre adventurefilm. Samtidig er det nærliggende at trække tråde til Bibelens beretninger. Viden, oprør, magt og ødelæggelse er universelle temaer, som går igennem de fleste store historier. Det er tankevækkende, at Jesu ord om, at kærligheden skal blive kold (Matt 24), billedliggøres i sådan en film, mens det er vanskeligere at erkende, når det også sker i virkelighedens verden.
Kærligheden er det centrale tema i filmen. Hos Ravenna er det den selviske magtsyge kærlighed. Hun elsker magten. Hun spiller ’kærlighedsspillet’ og bruger sin skønhed som et middel til at skaffe sig magt. Derfor tåler hun ingen rivaler, hverken når det gælder skønhed eller magt. Freya derimod elsker oprigtigt, men svigtes af sin elskede (og af søsteren), og hendes kærlighed bliver derfor kold. Hun skærmer sig mod hjertesorger ved at benægte den blotte tale om kærlighed. Den store forskel er, at Freya har følt kærligheden og i sidste ende bryder den igennem den ydre skal af hårdhed. Endelig er der kærligheden mellem Eric og Sara, den er umiddelbar, ægte og uforbeholden, den bliver hårdt prøvet af løgn og modgang, men må naturligvis, i eventyret, bestå til sidst.

God action

Chris Hemsworth spiller igen The Huntsman og Charlize Theron genopstår som den onde Dronning Ravenna. Derudover spiller Emily Blunt rollen som Freya. Hun mestrer både den blide forelskede pigerolle og den iskolde dronning, selvom førstnævnte nok ligger mest naturligt til hende. Endelig spiller Jessica Chastain den superseje kvindelige jæger, som uddeler bøllebank til store stærke mænd.
Som actionfilm er The Huntsman: Winter’s War vellykket, og det er en flot præstation, når man tager i betragtning, at instruktøren er debutanten Cedric Nicolas-Troyan. Der er kampscener og visuelle effekter for alle pengene.

The Huntsman: Winter’s War • 114 min. • Premiere: 7. april