EU støtter ADRAs arbejde i Syrien med 11 millioner kroner
ECHO – EU-Kommissionens departement for humanitær bistand – har netop underskrevet en ny bevilling på 11 mio. kr. til ADRA’s arbejde i Syrien.
Med den nye bevilling kan tusindvis af internt fordrevne blandt andet få adgang til rent vand og gode sanitære forhold.
Krigen i Syrien har ødelagt hospitaler, skoler, vandforsyning og elektricitet. Over halvdelen af Syriens hospitaler er blevet ødelagt eller beskadiget som følge af krisen, og der er mangel på sundhedspersonale og medicin. En fjerdedel af skolerne er blevet ødelagt eller bruges som midlertidig husly for de nu 6.5 millioner internt fordrevne i Syrien.
ADRA Danmark samarbejder med ADRA Syrien for at hjælpe folk, som er flygtet til Quneitra og områderne omkring Damaskus, hvor de bor i tomme skoler og ufærdige huse. ADRA sætter de ufærdige bygninger i stand, så de fordrevne familier har adgang til rent vand, toilet, bad og vaskefaciliteter. Der uddeles også hygiejnepakker og undervises i basal hygiejne.
I samarbejde med Syriske Røde Halvmåne vil ADRA også etablere et sundhedscenter til behandling af både fysiske og psykiske krigsskader.
ADRA blev grundlagt af Adventistkirken, men har siden 1987 været en selvstændig nødhjælps- og udviklingsorganisation.