Mellemøsten: Tre missionærer forsvundet efter overfald

Missionsorganisationen Bibles for Mideast bekræfter, at tre missionærer, som blev behandlet på et hospital efter et voldeligt overfald forrige søndag, tilsyneladende nu er blevet bortført.

Bibles for Mideast, som uddeler bibler til undergrundskirker i 17 mellemøstlige lande, frygter, at tre unge missionærer er blevet kidnappet af islamister. Samuel, 29, James, 30, og Stephan, 32, er alle tidligere muslimer. De faldt i baghold, mens de delte evangeliet med en mand, som de havde mødt på vej hjem fra et bedemøde.

De tre unge blev angrebet af islamister, som råbte ”Allahu Akbar” og ”dræb dem”, mens de slog missionærerne med jernrør og ødelagde deres bibler. Forbipasserende greb dog ind, jog angriberne på flugt og tog missionærerne med til et hospital. Her viste det sig, at evangelisten, James, var i kritisk tilstand. De tre lod sig dog udskrive, fordi de følte sig iagttaget ”med onde hensigter”.
De tre missionærer havde ringet til missionen for at sige, at de ville tage en uautoriseret taxi og kunne være hjemme i løbet af 45 minutter. I taxaen sad der allerede to mænd. Men missionærerne kom aldrig hjem, og det lykkedes ikke at få kontakt via deres mobiltelefoner, oplyser Bibles for Mideast.

– Vi frygter, at de er blevet kidnappet eller bortført af chaufføren og hans venner, der kørte med som medpassagerer. Vi frygter, at de er terrorister, siger missionens leder. Bibles for Mideast holder nu en 100 timers faste med bøn for missionærerne og deres bortførere.