Indsamling sikrer mad til 1500 i tørkeramte Etiopien
Missionsselskabet Promissios SULT-projekt har indsamlet 146.000 kroner til tørkeramte i Etiopien. Beløbet suppleres med 250.000 kroner fra Udenrigsministeriet via Dansk Missionsråd.
I maj 2016 lancerede Promissio sin indsamling, som skulle hjælpe 1000 af de mest udsatte mennesker i Dawe Serar distriktet i Sydøstetiopien. Promissio havde lovet at give 30.000 kroner til projektet, men dette beløb er nu blevet overgået med over 100.000 kroner i indsamlede midler. Det samlede beløb formidles gennem Mekane Yesus Kirken, som nu kan tilbyde mad til omkring 573 mennesker mere end først antaget i en tre måneders periode.
I en kort video fortæller bestyrelsesmedlem Ingrid Bjerre om to kvinder i Dawe Serar, som må gå 40 km for at hente vand. Når de endelig kommer frem, risikerer de endda at blive afvist.
– De kiggede mig i øjnene og sagde: ”Du kan ikke forestille dig, hvordan det er at mangle mad og vand til børnene”. Det var hjerteskærende. Men de blev glade, da de hørte, at der er kristne i Danmark, som gerne vil hjælpe dem med at komme igennem den næste tørkeperiode, fortæller Ingrid Bjerre.