Få indflydelse på folkekirken

Den 13. september kan medlemmer stille op til menighedsrådsvalget.

Hvis du er medlem af folkekirken og gerne vil have indflydelse i din lokale kirke, så er det måske en idé at stille op til de kommende menighedsrådsvalg.

På tirsdag den. 13. september er der orienterings- og opstillingsmøder rundt om i landets kirker.
Nogle få steder har en anden dato, så det er værd at tjekke det nøjagtige tidspunkt for din lokale kirke på sognets hjemmeside.
På møderne har du mulighed for at høre om det konkrete arbejde i dit menighedsråd, og dernæst får ethvert folkekirkemedlem over 18 år mulighed for at stille op til menighedsrådsvalget, der afholdes den 8. november.

Menighedsråds-statistik

Lige nu er det flest kvinder, 54,4 procent, der sidder i landets menighedsråd. Helt præcist er der 7029 kvinder og 5893 mænd.
Der er i alt 1756 menighedsråd i landet. De er spredt ud over 2123 sogne.
Et menighedsråd består af mindst fem valgte medlemmer og sognets præster, som i fællesskab sætter retningen for, hvad der skal ske i netop dén kirke.

77,8 procent af danskerne er medlem af folkekirken.
Bl.a. Landsforeningen af Menighedsråd har været meget aktiv med kampagner og information op til opstillingsmøderne – bl.a. via facebooksiden ”Menighedsrådsvalg 2016”.