Første spadestik til Oase-plads

Karsten Bach, generalsekretær i Dansk Oase.
Karsten Bach, generalsekretær i Dansk Oase.

Den 25. oktober kl. 10 tager Horsens Kommunes borgmester Peter Sørensen, Bygholm Landbrugsskoles forstander Kaj Aage Højgaard, formand Johan Schmidt og DanskOases generalsekretær Karsten Bach i fællesskab det første spadestik til SommerOases nye festivalplads.

I 2017 får Horsens en festivalplads, når landbrugsskolens område bliver taget i brug til SommerOase – den årlige festival for kirke- og trosinteresserede.

Efter årlig vækst er SommerOase vokset ud af pladsen i Odder. DanskOase har derfor valgt at bruge pladsen omkring Bygholm Landbrugsskole og Kursuscenter.

– Vi er glade for, at vi i samarbejde med Bygholm Landbrugsskole har fået mulighed for at holde vores landsdækkende kristne festival i Horsens, og vi håber, pladsen kan blive til glæde for mange andre og medvirke til at udvikle kulturlivet yderligere i denne aktive kommune, fortæller Karsten Bach.

Naboer, presse og andre interesserede er velkomne til at kigge forbi pladsen d. 25. okt. Her vil samarbejdspartnerne byde velkommen med lidt godt til ganen – og fortælle mere om planerne med pladsen.

Fra 2002 til 2016 blev festivalen holdt i Odder. Tidligere har den bl.a. været i Aalborg.
DanskOase arbejder ud fra Folkekirkens evangelisk-lutherske grundlag og ønsker gennem konferencer, netværk og ressourcer at skabe rammer for levende kirkeliv.

Bygholm Landbrugsskole driver et moderne kursuscenter, som skal stå for aktiviteterne omkring den nye festivalplads.