Når magi bliver mani

Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80
Aarhus C

Når man ser, hvordan efterårsferien har udviklet sig til en tema-uge for Harry Potter, kan man godt have ondt af børnene.
Engang var ferien nogle hyggelige dage sammen med familie og kammerater. Man travede måske friske ture i efterårsskoven og kom hjem med en pose kastanjer eller hentede et par bøger hjem fra biblioteket.

I dag er der biblioteker, der byder på magiske Harry Potter-workshops. Her kan man bl.a. lave sin egen tryllestav, og der vil være præmier til den bedst udklædte troldmand eller heks.

Og i Odense afholdes der igen i år Harry Potter-Festival, hvor børnene bl. a. kan sy troldmandskapper, lave tryllestave og blande eliksirer, mens der afholdes Quidditch-turnering med kosteskafter i Eventyrhaven bag Odense Domkirke.

Der er også mulighed for at se alle Harry Potter-film i biografen i efterårsferien. Og med så let adgang til at blive fyldt med magiske indtryk kunne man frygte, at børn med deres modtagelige sind ville blive afhængige af magi som en ludoman af spil.

Det var blandt andre tidligere pave Benedikt, som mente, at Harry Potter-bøgerne forførte børn ind i en farlig og okkult verden med trolddom og heksekraft. Og bøgerne er blevet brændt på bålet af kristne i USA.
Der er andre, der mener, at der er kristen symbolik i bøgerne, og J. K. Rowling mener selv, at historien om Harry Potter er inspireret af Bibelen.

Den ottende Harry Potter-bog, som netop er udkommet, hedder ”Harry Potter og det forbandede barn”. En hæslig titel på en bog for børn. Den kan ikke være inspireret af Bibelen, for i den findes der ingen forbandede børn.