Missionspræst valgt som Årets Teolog 2016
MF anerkender Ole Skjerbæk for hans store arbejde blandt nyreligiøse.
Menighedsfakultetet har kåret missionspræst Ole Skjerbæk Madsen til Årets Teolog 2016. Kåringen er en anerkendelse af Ole Skjerbæk Madsens utrættelige arbejde med at række evangeliet til nyreligiøst orienterede mennesker i Danmark.
Cand. theol. Ole Skjerbæk Madsen er ansat som missionspræst i missionsorganisationen Areopagos. Han er grundlægger af ’I Mesterens Lys’, som ønsker at bygge bro mellem den kristne kirke og åndeligt søgende mennesker.
Sind-Krop-Ånd-messer
Ole Skjerbæk Madsen er til stede, hvor spirituelt optagede mennesker samles, som fx på ’Sind-Krop-Ånd’-messer. Her ønsker han ligesom Paulus i sit møde med datidens græske religiøsitet at række evangeliet om Jesus Kristus videre.
I sit forsøg på at nå det moderne søgende menneske har Ole Skjerbæk Madsen også udviklet konceptet ’Christfulness’ som en kristen pendant til ’Mindfulness’.
En særlig formidler-indsats
Menighedsfakultets bestyrelse hædrer årligt en teolog, som har gjort en særlig og ekstraordinær indsats for teologi og kirke. Med udnævnelsen følger en check på 5000 kr.
Bestyrelsesformand Jørgen Jørgensen forklarer her, hvorfor valget af Årets Teolog i år faldt på Ole Skjerbæk Madsen:
”Mange af teologerne, der har læst helt eller delvist på Menighedsfakultetet, står i opgaver i kirken, de fleste som præster. Her møder vi mennesker af alle slags og er ofte ude i møder med anderledes tænkende mennesker, hvor specialviden er ønskelig.
I den situation glæder vi os rigtig meget over, at der er nogle, der specialiserer sig og på hele kirkens vegne tager en tjeneste på sig, der er yderst perspektivrig. Det har Ole Skjerbæk Madsen gjort, når vi taler om at formidle evangeliet og kristen tankegang til mennesker i miljøer inspireret af nyreligiøsitet og fremmede religioner.
Mange gange henviser vi til ham, og lige så mange gange lader vi os inspirere af det, han har sagt, skrevet og gjort. Uden ham og hans indsats ville vi mangle den røst”.
Tidligere Årets Teologer
2005: lektor Jens Bruun Kofoed, Dansk Bibel-Institut
2006: biskop Steen Skovsgaard, Lolland-Falsters Stift
2007: sognepræst Gert Nicolajsen, Vorgod og Fjelstervang
2008: sognepræst Henrik Højlund, Løsning
2009: ingen udnævnt af sparehensyn
2010: generalsekretær i Luthersk Missionsforening Jens Ole Christensen
2011: formand for Israelsmissionen Kai Kjær-Hansen
2012: sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen, Apostelkirken
2013: bibeloversætter Iver Larsen, Wycliffe
2014: udskudt til 2015
2015: pastor emeritus og ex-minister Flemming Kofod Svendsen, Birkerød.
Ole Skjerbæks Blå Bog
Født i København 1947. Gift med Dorte Kobbelsvedt Madsen, med hvem han har tre voksne døtre.
Cand. theol. fra Københavns Universitet. Præst i Vigerslev Sogn i 6 år og derefter 18 år som sognepræst i Betlehemskirken på Nørrebro i København.
I 2000 ansat som missionspræst i Areopagos. Grundlægger af ’I Mesterens Lys’ og idémand bag konceptet ’Christfulness’.
Har udgivet artikler og afhandlinger omkring liturgi, kirkelig fornyelse, den karismatiske bevægelse samt om nyreligiøsitet og ny åndelighed.
Seneste bøger: Ansigt til ansigt; Christfulness; Christ-fulness, daglig bøn.
Læs mere på areopagos.dk, imesterenslys.dk og christfulness.dk.