Migrantkristne skal tilbydes dobbelt medlemskab
Og migrantmenigheder skal kunne associere sig med en sognemenighed. Under biskoppens opsyn.
Kristne migranter med en ikke-luthersk baggrund skal både kunne være medlem af en migrantmenighed og af folkekirken, foreslår Mellemkirkeligt Råd.
Antallet af migrantkirker i Danmark har gennem de senere år været stigende.
Samtidigt er enkelte større migrantkirkers tilstedeværelse og indflydelse i det etablerede kirkelige landskab mere tydelig end nogensinde.
Og man har steder forsøgt at skabe et nærmere samarbejde mellem migrantmednighederne og folkekirken
Et tættere samarbejde mellem migrantkirker og folkekirken rejser imidlertid en række principielle kirkeretlige og teologiske spørgsmål.
Disse spørgsmål har et udvalg under Folkekirkens mellemkirkelige Råd arbejdet med og er kommet frem til en række anbefalinger. Efter en fælles drøftelse i Det mellemkirkelige Råd er de nu sendt videre til bispekollegiet.
Dobbelt medlemsskab
Det handler især om ændringer i medlemsloven og handler også om mulighed for dobbelt medlemskab af folkekirken for enkeltpersoner.
En anden mulighed er associering af en migrantmenighed til en sognemenighed og udvidelse af mulighederne for at rekruttere præster til migrantmenigheder.
Udvalgsarbejde har på teologisk og kirkeretligt plan stor og direkte relevans for udvikling af migrantarbejdet i folkekirken, samt asylsamarbejdet.
Dåben skiller fortsat
Biskop Peter Skov-Jakobsen, formand for udvalget, understreger over for Kristeligt Dagblad, at en eventuel ny ordning i medlemsloven ikke tager sigte på store, etablerede kirker som den russisk- ortodokse eller katolske.
Det er heller ikke med henblik på protestanter, der har et andet dåbssyn end folkekirken, som baptister og pinsefolk.
Tilbuddet skal rette sig mod mennesker fra kirker, som har samme dåbssyn, tror på den treenige Gud og har de oldkirkelige bekendelser som grundlag.
Ikke stjæle medlemmer
”Der er ikke tale om, at folkekirken skal annektere andre kirkers medlemmer, men om at få mulighed for at byde kristne nydanskere velkommen og give dem et tilbud om både at være medlem af deres egen menighed og af folkekirken, hvis de ønsker det. Det er ikke muligt i dag, siger Peter Skov-Jakobsen til Kristeligt Dagblad.
Biskoppeligt tilsyn
Hvis en migrantmenighed vil associere sig med en sognemenighed i folkekirken, skal man dog som menighed underlægge sig det biskoppelige tilsyn.
Derfor forestiller biskopperne sig, at det dobbelte medlemskab især bliver aktuelt for protestantiske og lutherske menigheder.
Ved bispemødet maj 2017 vil arbejdsgruppen mødes med bispekollegiet for at gennemdrøfte forslaget.