Regionsleder for Indre Mission bliver præst i Sommersted

Den nye præst har tidligere været både kirketjener og graver. 

Niels Jørgen Holm Larsen tiltræder 1. april embedet som sognepræst i Sommersted og Oksenvad.

Niels Jørgen Holm Larsen (53) har haft en drøm om at blive præst siden 1994, da han startede på teologistudiet i Aarhus med tilknytning til Menighedsfakultetet. Det er dog først nu, at Niels Jørgen Holm Larsen skal ordineres.

Flere kirke-jobs

Sommersted og Oksenvads nye præst kender dog allerede folkekirken indefra. Siden studietiden har Niels Jørgen Holm Larsen både været kirketjener, graver og gravermedhjælper, og han har desuden været næstformand i et menighedsråd.
De sidste mange år har han været hhv. landsdelssekretær og regionsleder i Indre Mission i Aarhus-området.

Erfaring med folk i alle aldre

Niels Jørgen Holm forventer, at både sognet og landsdelen vil passe ham og hustruen godt:
– Jeg har i alle årene været tæt på kirken og menighedslivet. Det, der bliver anderledes nu, er at skulle varetage ansvaret for gudstjenestelivet og de kirkelige handlinger. Det glæder jeg mig meget til, og jeg ser det som en stor fordel, at jeg kommer med mange års erfaring i at tale med mennesker i alle aldre og spejle mig i det liv, mennesker i alle aldre lever. Jeg har selv stået i det meste, siger den nye sognepræst.

Kommer til god menighed

Niels Jørgen Holm Larsen ser Sommersted og Oksenvad som sogne med en god, trofast menighed. Der er også nogle gode initiativer, som han glæder sig til at følge op på. Som sognepræst ønsker han at være være tæt på sognets beboere, institutioner og hele liv. Og så glæder han sig til naturen, fordi han selv er jæger.

Der er da også store forventinger til den nye præst i de to sogne.
– Vi glæder os til at modtage vor nye præst, som vi tror passer ind i vore sogne. Vi har mødt ham som et aktivt, udadvendt og åbent menneske, der synes at være nem at omgås.

Han har selv givet udtryk for, at han nyder naturen og at gå på jagt. Han tager gerne mod invitation til at deltage og byder om ønskeligt ind med en gudstjeneste som start, fortæller menighedsrådsformand Knud Erik Hansen.

Brænder for både mennesker og evangeliet

– Han brænder for hele mennesket og ønsker at formidle evangeliet om Jesus Kristus respektfuldt og tilpasset individuelle forhold og situationer. Jeg tror, han vil bestræbe sig på, at flest mulige skal have en positiv oplevelse i mødet med den lokale præst, som daglig ambassadør for evangeliet og det brede kirkelige fællesskab i sognene, slutter Knud Erik Hansen.

Niels Jørgen Holm Larsen skal ordineres i Haderslev Domkirke d. 14. marts og indsættes i embedet d. 2. april. Han erstatter tidl. sognepræst Peter Kiel Nielsen, der i efteråret flyttede til et embede i Vejen og Læborg sogne i Ribe Stift.

Niels Jørgen Holm Larsen er den anden MF-teolog, der får ansættelse som præst i 2017. Dermed fortsætter udviklingen fra 2016, hvor 11 MF-teologer fik ansættelse som præst.