Statsministeren talte på kvindekonference i Oslo

Kristne kvinder skal ytre sig i samfundsdebatten, mener Norges statsminister Erna Solberg. Hun talte på kvindekonferencen JK Nordisk 2017.
Foto: Markus Plementas, KPK

Kristne må bede om klogskab for toppolitikere, sagde Erna Solberg til JesusKvinner 2017.

– Kristen tro har været vigtig for dannelsen af vores samfund.

Statsminister Erna Solberg (partiet Høyre) fik stående bifald, da hun sidste lørdag på JesusKvinners årsmøde fremhævede betydningen af de kristne værdier i samfundet.
Oslo Kongrescenter var fyldt af kvinder i alle aldre, da kvindekonferencen ’JK Nordisk 2017’ fik besøg af statsministeren.

Specielt år for troen

– I år er et specielt år for kristendommen i Norge. Det er specielt, fordi vi for første gang har skilt stat og kirke. Det er også specielt, fordi det er 500-års jubilæet for reformationen og den lutherske lære, sagde Solberg.

Hun påpegede, at hun finder det naturligt for en statsminister at markere disse begivenheder, selv om kirken ikke længere er en del af staten.
– Jeg syntes også, det er naturligt at deltage på et reformationsjubilæum, fordi reformationen har så stor betydning for dette land, og på hvordan det norske samfund har udviklet sig og hvordan vort værdigrundlag er formet, forklarede Erna Solberg.

– Det er vigtigt at huske på, hvor vigtig kristen tro har været for dannelsen af vort samfund. Det er også vigtigt at have et værdigrundlag i mødet med andre kulturer, sagde hun.

Talte om integration

Når kirkens forhold til staten har forandret sig, er det vigtigt at mange er med og deltager i debatten om, hvordan samfundet skal forme sig fremover, mente statsministeren.

– Det håber jeg også, at I (JesusKvinner) vil gøre – så vi sikrer en tryg værdiforankring. Det er så mange, som er bange for indvandring og integration i dag, og som måske er usikre på deres eget værdigrundlag. Hvis du har det på plads, så ved du også, hvor meget lettere det er at trække grænser og have et natuligt forhold til, at folk har en tro, sagde Erna Solberg.
Hun understregede, at vi ikke skal være bange for at vise, hvor vore værdier kommer fra.

– Selv om mange i dag ikke længere har et aktivt forhold til tro, så ved vi, at mange har et forhold til det værdigrundlag, som kommer fra vor historie.

Kristnes frivillige arbejde

Statsministeren fremhævede det frivillige engagement som mange kristne organisationer har gjort – og som har præget det samfund, vi lever i i dag.

– Noget andet som det norske samfund har arvet meget af siden reformationen, er et stort og levende arbejde i frivillige organisationer. Det startede med den diakonale forståelse af at hjælpe andre. Derfor drives meget af det frivillige arbejde af religiøse organisationer.

Hvis vi gennemgår velfærdsstatens start, finder man område efter område, som startede i forskellige religiøse trossamfunds frivillige arbejde, sagde Erna Solberg.

Nåde i hverdagen

Statsministeren refererede til, at hun på reformationsjubilæet skulle tale om ”Nåde i vor tid” i Johanneskirken i Bergen.
– For mig er nåde den tolerence og tilgivelse, som egentlig kun Gud kan give. Men nåde i praksis betyder også meget i vort samfund. Nåde i praksis betyder for eksempel, at folk som har hul i deres CV, får muligheden for at komme tilbage i job. Nåde er også at vise åbenhed og vilje til at inkludere nye landsmænd, sagde Erna Solberg.

Hun udfordrede deltagerne på JesusKvinner til at være med til at skabe et inkluderende samfund.
– Det er vigtigt at huske på, at mange af vore nye landsmænd kommer fra steder, hvor religion fylder meget mere end i vort samfund. De forstår, at det med tro betyder meget for de troende, sagde statsministeren.

Bed om klogskab

I en samtale med Anne Christiansen, der er leder for JesusKvinner, blev statsministeren spurgt, hvordan kristne kan bede for norske toppolitikere.

– Jeg tror, det vigtigste er at bede om, at vi må have klogskab. Det er jo det, vi har brug for, sagde Solberg til applaus fra salen.
Christiansen roste statsministeren, fordi hun før jul advarede mod at droppe skolegudstjenester med den begrundelse, at julen ikke handler om nisser og grød, men om den kristne tro.

– Vi må turde sige, at vi ikke fejrer jul på grund af nisserne og juletræet. Det er godt at huske på, hvor traditionen kommer fra, udtalte Erna Solberg.

Positiv respons

Flere af deltagerne på JK udtrykte deres begejstring for statsministerens bidrag.
– Det var rigtig godt at høre statsministeren. Hun er jo statsminister for hele Norge, uanset hvilket parti man har stemt på, sagde Elisabeth Knutsen.

– Der er tyngde bag hendes ord. Det var skønt at have hende her, sagde deltager Rut Vårdal.

– Det har været utrolig inspirerende. At høre statsministeren var et højdepunkt. Jeg synes, det er fantastisk, at hun tog sig tid til at komme.

Det sender nogle signaler, siger Ingunn Smenes, som er aktiv i JesusChurch i Oslo.
KPK/Bodil