Hjælp til stadig flere fordrevne hjælp

Kim Hartzner fra Mission Øst overrækker køkken- og hygiejneartikler til irakiske Hassem og hans familie.
Foto: Mission Øst.

Mission Øst øgede sin omsætning med 50% i 2016. Det skyldes især hjælpen til Irak.

Omsætningen i den danske hjælpeorganisation Mission Øst steg med 50 procent til 107 mio. kr. i 2016. Det skyldes især intensiveret nødhjælp til fordrevne i Irak.

Mission Øst har kunnet hjælpe flere nødlidende med akut katastrofehjælp og langsigtet udviklingshjælp end nogensinde før. Hjælpeorganisationen, der startede spontant i en garage i Birkerød i starten af 90’erne, har i dag en omsætning på over 100 millioner kroner årligt.

92 % direkte til udsatte

Mission Øst yder i dag livsvigtig hjælp i Armenien, Syrien, Irak, Tadsjikistan, Afghanistan, Nepal, Myanmar/Burma og Nordkorea. Hjælpeorganisationen har netop offentliggjort et regnskab, der viser en indkomst i 2016 på 107.722.300 kroner. Det er en stigning på 50 procent i forhold til 2015, hvor indkomsten lå på 71.750.000 kroner.
Pengene er – med undtagelse af et resultat ved årets slutning på 485.732 kroner og en administrationsprocent på kun 7,9 – gået til nogle af verdens mest udsatte grupper. 92,1 procent går altså direkte til de udsatte.

En tredjedel i private gaver

Stigningen i gaver og donationer skyldes primært den humanitære krise i Mellemøsten. Mission Øst var blandt de første til at yde nødhjælp i Mosul – først i den befriede østlige bydel og siden også i den vestlige del, hvor regeringsstyrker stadig kæmper mod Islamisk Stat.
Siden 2014 har over 142.000 irakere blandt andet fået mad, husly, tæpper, madrasser, førstehjælpsudstyr, hygiejneartikler, varmeapparater og brændstof fra Mission Øst.

Bidragene til det voksende hjælpearbejde fordeler sig med en tredjedel fra hhv. private enkeltpersoner, foreninger og fonde (34 procent), Det danske udenrigsministerium (31,9 procent) og øvrige offentlige donorer, bl.a. Tyskland, Norge, EU, USA og FN (34,1 procent).

Tusinder fik hjælp

De mange penge er blevet brugt til livsvigtig hjælp for tusindvis af mennesker, viser den detaljerede årsrapport for 2016:
66.000 personer modtog akut nødhjælp, 6.482 fik sikret deres fødevareforsyning, 85.559 fik hjælp til katastrofeforebyggelse, 64.432 fik hjælp med vand, sanitet og hygiejne, 11.124 fik mulighed for selvforsørgelse og 5.130 personer med handicap fik hjælp til at blive inkluderet i samfundet.

– Tusind tak til alle, som har bidraget til hjælpearbejdet i 2016. Vi fortsætter ufortrødent med at forvandle de indsamlede midler til livsforvandlende indsatser i år og årene fremover, siger Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner.
Svend/Bodil


Artiklen fortsætter efter annoncen: