Bekymring over spirituelle kurser til erhvervslivet

Får medarbejdere mere med hjem, end virksomheden har betalt for? Det er ofte tilfældet i det store udbud af selvudviklingkurser, mener Arbejdsmarkeds-Etisk RådArbejdsmarkeds-Etisk Råd er bekymret over stigningen i „spirituelle“ kurser i personlig udvikling til erhvervslivet. Derfor satte de fokus på emnet lørdag, hvor de inviterede til en konference om „Den forførende leder“.

Panel besvarede spørgsmål fra venstre Kirsten Marie Bovbjerg, Peter Visholm, Peter Øhrstrøm og Peter Pruzan.

Emnet havde da også appel. Af de omkring 100 deltagere var kun en tredjedel fra kristelige organisationer, resten var journalister og erhvervsledere fra en bred vifte af danske virksomheder, helt fra Danske Fjernvarmeværkers Forening, over Det Kgl. Teater, til Grundfos.
Konferencens indhold svarede dog ikke helt til den lokkende overskrift; handlede ikke om erhvervslederes magtmisbrug, men om det væld af åndeligt manipulerende kurser, de præsenteres for. Konferencen tog afsæt i Adjunkt Kirsten Marie Bovbjergs bog, Følsomhedens Etik, der prøver at afdække resultaterne af kurser med tilknytning til New Age miljøet. Det drejer sig især om NLP, meditation, gestaltterapi, der alt sammen går ud på at opbygge „den lærende organisation“
– Der tilbydes et væld af kurser i spektret fra professionel management til religiøsitet, forklarede Bovbjerg. – De bidrager til en ny arbejdsmoral, hvor vi før havde en kaldstanke i forhold til selve arbejdet, i dag har et „kald“ til selvrealisering, en slags moderne religiøsitet. Derved skulle vi kunne udrette mere og virksomheden opnå større resultater på regnskabets bundlinie.

Direktører mediterer

Men er spiritualiteten virkelig så fremherskende på direktørgangene i danske virksomheder?
Ja. Koncernchef i Danfoss udtaler bla. til magasinet Lederne, at han bruger meditation til at holde hovedet koldt i kritiske situationer. Direktør Michael Jepsen har indrettet sit Hotel Kolding Fjord efter den østlige filosofi Feng Shui. Og den omdiskuterede guru Sai Baba har bl.a. den forhenværende Superfos-direktør, Jørgen Trygved, som en af sine tilhængere. Ifølge Ugebrevet Mandag Morgen skulle principperne fra Stephen Coveys bestseller „7 gode vaner“ være næsten direkte afskrifter af mormonske kerneprincipper. Etikken, at hver person rummer uudnyttede ressourcer, som skal frigøres vinder også frem på det danske arbejdsmarked.

Personlige omkostninger

– Men der kan ofte være personlige omkostninger med denne tankegang, advarer Kirsten Marie Bovbjerg: – Øget effektivitet og større arbejdspres virker stressende på medarbejderne og mærkes også i privatlivet. Religiøse undertoner øver indflydelse på vor grundlovssikrede ret til at tro og tænke som vi vil.
Alle disse kurser lanceres som løsninger på stress, men er i virkeligheden en del af problemet, sagde hun.
Hun svarede bl.a. på spørgsmål fra de fremmødte erhvervsledere i et panel bestående af cand. scient. Peter Øhrstrøm, Psykolog Peter Visholm og Peter Pruzan, professor på Handelshøjskolen i København, hvor konferencen blev holdt. Peter Pruzan er ifølge Ugebrevet Mandag Morgen også tilhænger af guruen Sai Baba…

Varedeklaration efterlyses!

Peter Øhrstrøm fra Ålborg Universitet fremhævede, at etik nødvendigvis må bygge på et grundlag; for Arbejdsmarkeds-Etisk Råd er det de kristne livsværdier. Derfor efterlyste han en „varedeklaration“ på de mange kurser, samt dokumentation for deres virkning, så arrangørerne har en chance for at navigere i det overvældende udbud.

Konsulenter uforberedte

På spørgsmålet om hvad der især gør de alternative kurser farlige, svarede Kirsten Marie Bovbjerg, at især NLP går meget tæt på folk, åbner sider ved personligheden, som de medvirkende ikke er parate til at lukke op for. De åbner også op for konflikter, NLP-konsulenten ikke er klædt på til at håndtere.
Kurset rører med andre ord rundt i medarbejdernes følelsesmæssige gryde, men er ikke tilbundsgående nok.

Fem teser

Peter Øhrstrøm leverede retningslinier til fem teser – med efterfølgende protest fra Sai Baba tilhænger Peter Pruzan:
1. Mennesket er unikt og skal respekteres som sådan. Mennesket er ifølge Grundtvig „et eksperiment i støv og ånd“ og altså ikke kun for 10 kr. kemikalier!
2. Personlig kompetenceudvikling er ønskelig for alle parter. Det er en kristen kalds-tanke, at man skal bruge det pund man har.
3. Arbejdsliv og privatliv skal sammenholdes, men ikke sammenblandes. – Jeg ville da blive vred hvis Aalborg Universitet begyndte at blande sig i mit privatliv, sagde Øhrstrøm.
4. Ledere må ikke øve „åndelig voldtægt“ på medarbejderne. „Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder dets liv i sin hånd“, som Løgstrup udtrykker det.
5. Målet helliger ikke midlet. Udviklingsværktøjer må vælges med omhu og resultater på bundlinien er ikke argumentation nok!

Fakta og ordforklaring:

Arbejdsmarkeds-Etisk Råd blev oprettet i 1996 som selvstændigt råd for at sikre en debat om etiske problemstillinger i erhvervs- og arbejdsmarkedsspørgsmål. Rådets medlemmer skal stå inde for det kristne menneskesyn.
New Age er fællesbenævnelse for det sammensurium af hinduistisk inspireret religiøsitet, præsenteret i vestlig „spiselig“ udgave.
NLP – Neuro Lingvistisk Programmering – hævder at mennesker kæder sanser og sprog sammen til et indre program. Gennem NLP forsøger man at ændre sanseindtryk og dermed opfattelsen af, hvad der sker eller er sket, bla. ved at tage positive sanseindtryk fra én oplevelse og overføre dem på en svær begivenhed.
Gestaltterapi handler om at hjælpe klienten at vokse ud fra egne ressourcer. „Gestaltterapiens mål er at hjælpe den enkelte til at opdage og integrere egne ressourcer samt at genfinde troen på sig selv og tage ansvar for sit eget liv“, hedder det i en vejledning.
Den lærende organisation styrer bevidst mod at klare forandringer via en øget kompetence og viden. Formålet er med stigende effektivitet at være i stand til at opkvalificere alle medarbejdere og udnytte deres vidensressourceer.