Kirkerne var med på Folkemødet
Både Folkekirken, frikirker og kirkelige organisationer var med på Folkemødet 2017. Der var både debatter, interviews, morgensang og workshops på programmet i Allinge d. 15. – 18. juni.
I Folkekirkens telt på Cirkuspladsen C6 kunne man møde både politikere og andre meningsdannere. Der var også samtalesaloner samt debat om religioners farlighed og begrebet skam.
Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, og kirkeminister Mette Bock (LA) deltog på åbningsmødet. Erhvervsmanden Lars Kolind og kommunikationsrådgiver Søs Marie Seerup gav Folkekirken et servicetjek, mens bl.a. professor Jørn Henrik Petersen var med i en ”Samtalesalon om 95 nye teser” om Velfærdsstaten. Senere ”tese-debatter” handlede om Gode gerninger og Familien.
Fredag var der morgensang med Pia Olsen Dyhr (SF) som forsanger; og lørdag blev sangen ledet af Carl Holst, (V). Under Folkemødet kunne man også lære om nyere salmer og om kirkens arbejde blandt indsatte.
Kristoffer Kruse, der er BA-studerende på Menighedsfakultetet i Aarhus, forsvarede den kristne tro i en debat med formanden for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm.
’Mellem Himmel & Jord’ var navnet på en mingle/workshop på J31 Mellem Himmel og Jord – Kæmpestranden. Her præsenterede 10 nationale organisationer og 7 lokale frikirker deres arbejde.