Nordkoreanske tvangsarbejdere byggede nyt dansk krigsskib

Nordkoreanske arbejdere, som var udsendt for at tjene penge hjem til diktaturstaten, var med til at bygge det nye, danske inspektionsskib, Lauge Koch, på et værft i Polen.

Det blev afsløret i programmet ’21 Søndag’ d. 24. september og vist i DR2 dokumentaren tirsdag.

Grotesk og pinligt

Oppositionen forlanger nu en redegørelse af forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

– Det er svært at finde ord. Jeg vil kalde det grotesk, siger Socialdemokratiets forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen. Han bakkes op af udenrigsordførerne Nikolaj Villumsen (Ø) og de radikales Martin Lidegaard.

Sidstnævnte kalder sagen pinlig både for de polske myndigheder og det danske Forsvar. Og Nikolaj Willumsen vil sikre, at danske skattekroner ikke går til brutal social dumping og til det nordkoreanske styre.

100.000 tvangsarbejdere

I DR-dokumentaren bekræfter en række polske værftsarbejdere, at nordkoreanerne arbejdede som svejsere på det danske skib.

FN skønner, at op mod 100.000 tvangsudsendte nordkoreanere tjener op til 14 milliarder kroner hjem til diktaturet hvert år.

Ifølge stabschef og brigadegeneral Anders Mærkedahl Pedersen havde det polske skibsværft forsikret over for det danske Forsvar, at man ikke havde nordkoreanere ansat.

Overrasket FN-ekspert

– Det er en klar overtrædelse af FN’s resolutioner, at nordkoreanere har bygget et dansk krigsskib, siger Hugh Griffiths, der er leder af FNs ekspertpanel for sanktioner mod Nordkorea.

Griffiths kalder sagen en klar overtrædelse af FNs resolution 1874 paragraf 9. Han vil nu samle informationer fra danske og polske myndheder for at kunne rapportere til FNs sikkerhedsråd.