Teol-kursus om ’Gudstjeneste med rødder og vinger’ på MF
Hvordan kan den kristne gudstjeneste fornyes, så den giver mening for moderne mennesker, uden at det går ud over indholdet? Det er emnet på Menighedsfakultetets kursus den 16.-19. januar i Aarhus.
Nogle dele af den kristne gudstjeneste går helt tilbage til Ny Testamente og den første kirkes tid. I vor tid er der et stort opbrud mht. formerne og forståelsen af gudstjenesten, og på teolkurset arbejder man med emnet gennem foredrag, workshops, debatter og fælles gudstjenester med lidt forskellige liturgiske former ”for at inspirere til større gudstjenesteglæde”.
Blandt gæstetalerne er præst og forfatter Peter Halldorf og forfatter Søren Ulrik Thomsen.
Peter Halldorf voksede op i den svenske pinsebevægelse. Undervejs i livet blev han optaget af ørkenfædrene, kirkefædrene og de ortodokse kirker. Flere af hans bøger er oversat til dansk (Drik dybt af Ånden, Det hellige år – en vandring gennem kirkeåret, Det fædrene ophav – historien om 21 kirkefædre og Duften af hellighed). Peter Halldorf leder i dag retræter og økumeniske møder.
Søren Ulrik Thomsen er medlem af Det Danske Akademi og har siden 1981 udgivet en række bøger og digtsamlinger.