Kristne køber Thylands Idrætsefterskole

Den nedlagte idrætsefterskole omfatter mange bygninger – og haller med plads til 2.000 personer.

Torben Søndergaard og Peter Rasmussen har købt Thylands Idrætsefterskole – dog ikke for at drive efterskole, men som uddannelsessted for missions-organisationen ”Den Sidste Reformation”.

Torben Søndergaard flyttede for 5 år siden ind på ”Jesus Hotellet” i Aalborg, som den tidligere landsholdsspiller Peter Rasmussen købte og stillede til rådighed for organisationen.

– Vi har udvidet mange gange, siden vi kom til Aalborg for 5 år siden, for at kunne have vores gæster samt træningsskole hver måned, fortæller Torben Søndergaard.

– Men det er dyrt midt i Aalborg by. Vi har derfor igennem noget tid spurgt Gud, hvad der skal ske fremover. Vi behøver meget mere plads. Og nu har Peter Rasmussen købt Thylands Idrætsefterskole, så vi kan leje os ind.

Kæmpestort

Thylands idrætsefterskole havde plads til 130 elever plus mange ansatte, og ifølge Torben Søndergaard er der plads til over 200 sovende gæster. Og op til 2.000 i sportshallerne.

Skolen er på 7300 m2, dvs. 5-6 gange størrere end det nuværende Jesus Hotel.

– En af bygningerne er kun 8 år gammel, og den har alene kostet over 25 mio. at bygge. Men vi fik alt for kun 4.5 mio. kr.

Profetisk ledelse

– For 2 år siden fik jeg en stærk profeti om, at vi skulle starte fem Jesus Centre over hele verden. Det skal være steder, hvor vi træner og udsender mennesker i de femfoldige tjenester (dvs. apostel, profet, hyrde, evangelist og lærer.)


Artiklen fortsætter efter annoncen:



For 2 uger siden talte Gud til mig om alt dette, og også at vi skulle starte en Jesus Radio.

Dagen efter fik en ven fra Jesus Hotellet en stærk drøm om en stor skole, og at folk vil blive sendt ud fra denne store skole til høsten, og at jeg talte i en radio.

Og han vidste ikke om alt det, Gud havde talt til mig om.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Så det er tydeligt, at Gud er i dette, konstaterer Torben Søndergaard.

– Jeg kendte intet til dette sted for bare 10 dage siden. Og nu er det vores, og vi overtager det den 1. februar. Og til marts flytter vi arbejdet derud. Min familie og jeg, Jesus Hotellet, The Pioneer Training School og Jesus Cafeen, ja vi lukker det hele ned og flytter sammen derud.

Selv om vi flytter derud, vil vi blive ved med at arbejde med de husfællesskaber, der er startet i om omkring Aalborg, fortæller Torben til Udfordringen.