Fra den engelske kirkemusiks store skatkammer

Det er ikke altid dem, der lever et langt liv, der får sat sig de dybeste spor.Reginald Heber døde i Tamil Nadu, Indien, som kun 43-årig – under badning og af en hjerneblødning. Men forinden nåede han, efter succesfulde studieår i England, med prisbelønninger og fine ansættelser, i tre år at blive en meget afholdt biskop i Calcutta.
Først efter hans død udgav hans kone og venner 57 af hans salmer som et mindesmærke over ham selv og hans trofaste tjeneste. „Holy, holy, holy“ (Hellig, hellig, hellig) er endnu i dag, snart 200 år efter, en af de absolut mest sungne salmer i fælleskristne sammenhænge i hele verden.

Favorithymner

Et opbud på 22 favorithymner fra hovedsagelig engelsk tradition synges på en ny cd af et kor, der til gengæld har været mange år om at sætte deres fodspor i verden. De små drenge og mænd fra Windsor Castle, der bl.a. jævnligt synger for den engelske dronning, har som institution fungeret næsten ubrudt siden 1348! Måske et par af koristerne er skiftet ud i mellemtiden … Mange gamle salmer til trods er der absolut intet støvet over dem i denne fremførelse for kor og brass-ensemble.

Tilbage til begyndelsen

En hvilken som helst klaver-spilller, guitarist eller what so ever af en type musiker, der sætter sig ned og slår et par akkorder an, vælger som den naturligste sag i verden at spille treklange. De står uden at vide det dermed i gæld til John Dunstable (ca. 1390-1453). Den europæiske musiks fader. Han indførte nemlig denne teknik. Man sagde, at der med hans treklangsstil kom en „vidunderlig fryd“ over musikken. Det har vi nydt godt af lige siden!
Dunstable var englænder og var i tjeneste hos hertugen af Bedford. Da denne efter sin broders død blev konge i Frankrig, fulgte Dunstable uden tvivl med og spredte sin stil til hele kontinentet. Den var helt ny og spændende og inspirerede mange andre samtidige komponister på kontinentet.
Af de 60 kompositioner, vi har af ham, er på en anden ny cd gengivet 12 tre-stemmige satser, som synges af blot otte stærke stemmer. Der er en næsten uskyldsren ro og fred over denne tidlige kirkekormusik.

Abide With Me (Favorithymner)
69 min • 59,75 kr.
Dunstable:
Messer og motetter
70 min • 59,75 kr.
Pris hos Kirkemusik.com: 55 kr. pr. cd