Flere føler sig sat udenfor fællesskabet

Markant stigning i antallet af danskere, der føler sig som socialt udsatte.

Jann Sjursen er formand for Rådet for Socialt udsatte.

Der er en markant stigning i antallet af danskere, der føler sig som socialt udsatte, viser en ny holdningsundersøgelse fra Rådet for Socialt Udsatte.

Stigningen findes både blandt de helt unge og i gruppen midaldrende. I gruppen 18-35-årige svarede 14 procent, at de føler sig socialt udsatte, mod 5 procent i 2015. Hos de 35-55-årige er tallet steget fra 9 procent i 2015 til 16 procent.

– En af de ting, der springer mig i øjnene i den her holdningsundersøgelse, er, at vi har en voksende gruppe af mennesker i vores samfund, som af den ene eller anden grund, føler sig sat uden for fællesskabet. Det er et stort problem for sammenhængskraften, fællesskabsfølelsen og solidariteten i vores samfund, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Særligt lavt uddannede

Det er særligt blandt dem med lavest uddannelse, der svarer, at de føler sig socialt udsat, mens folk med videregående uddannelse og generelt de ældre generationer svarer, at de aldrig har været socialt udsat.
– Man kan se, at det særligt er de yngre generationer, der oplever at have problemer med social udsathed. Det tyder på, at der ikke er manøvreplads i den måde samfundet efterhånden er indrettet på.
Hvis man ikke snorlige følger den gængse ”formel” – går i skole, tager en uddannelse, får et fuldtidsjob osv. – så risikerer man at falde igennem. Det gør det svært for dem, der bare ikke passer ind i den formel, og for dem der har psykiske eller fysiske problemer. De risikerer at blive hægtet af og parkeret på kanten af samfundet, siger Jann Sjursen.

Myten om de dovne har tabt pusten

Holdningsundersøgelsen, som analysebureauet Epinion har foretaget for Rådet for Socialt Udsatte, viser også, at flere danskere generelt peger på uretfærdighed i samfundet som årsag til, at der eksisterer socialt udsathed i Danmark.

På spørgsmålet om, hvorfor mennesker bliver socialt udsat, viser undersøgelsen, at flere danskere i højere grad end tidligere peger på samfundsmæssige forhold frem for individuelle karakteristika.

– Det lader til, at myten om de dovne udsatte har tabt pusten. Det bør være stof til eftertanke i det politiske system, at uretfærdighed i samfundet træder frem som en væsentlig årsag til social udsathed, siger Jann Sjursen.