Joyce vil hjælpe sin AIDS-ramte familie
På verdensplan er 40 millioner smittet med HIV. Fra sit hjem i Vejen kæmper Joyce Namumba for at hjælpe sine slægtninge og andre AIDS-ramte i ZambiaJoyce Namumba fra Vejen lever i et voldsomt dilemma. Hjemme i Zambia er familien ramt af AIDS. Her i Danmark ønsker Joyce at uddanne sig, så hun en dag kan rejse ned og lindre nøden i hjemlandet. Men det er et kapløb med tiden
Foreløbig er Joyce kun i gang med 9. klasse på VUC i Vejen. Hjemme i Zambia dør den ene efter den anden af familiens voksne medlemmer, ligesom tilfældet er i resten af landet. Syv nære familiemedlemmer er allerede døde af AIDS.
Hendes søster er netop død. Joyce mener, det må være af stress. Hun var den eneste, der kunne tage sig af familiens seks forældreløse børn. Nu er de overladt til deres bedstefar. Men ingen ved, hvor længe den 76-årige Dackson Simumba lever. Han lider allerede af begyndende demens.
Hvad gør man i den situation? Jo, holder hovedet koldt og koncentrerer sig om det langsigtede perspektiv. Joyce forsøger at bide smerten i sig og fortsætte sin uddannelse, mens hun hver måned sender, hvad hun kan spare sammen af sin revalideringsydelse, til sin gamle far.
– Jeg er meget bange for, at de børn, som bor hos min far, får det skidt. Vi føler os så hjælpeløse her i Danmark, især nu, da min storesøster er død. Hun havde styr på det hele.
Joyce rejste ned til storesøsterens begravelse i sommer og fik samtidig testet alle børnene for HIV. Heldigvis var ingen af dem smittet:
– De er på den sikre side, hvad det angår – såfremt de ikke bliver voldtaget, tilføjer Joyce og peger på et udbredt problem i Zambia.
– Nu er problemet bare, at de tit går sultne i seng og har brug for penge til skolegebyr og tøj.
Joyce Namumba er gift med Jan Naumann, en tysk hjælpearbejder hun mødte, mens hun boede i Zambia. Dengang var hun enke med tre børn. Nu bor Jan og Joyce på Lærkevej i Vejen, og det er lykkedes at få hendes tre børn med til Danmark. Jan læser til sygeplejerske, og Joyce håber, hun efter voksenuddannelsen på VUC kan uddanne sig i kontor og administration, så de sammen kan rejse tilbage til Zambia for en nødhjælpsorganisation og gøre en forskel i det AIDS- ramte land.
I Zambia er 16,5 procent af befolkningen HIV-smittede.
Forventet gennemsnitsalder er 39 år.
Og der er hele 600.000 forældreløse børn på grund af AIDS. De fleste lever på gaden og er organiseret i bander, mens andre finder ly hos den udvidede familie, svogre, onkler eller som de seks børn hos deres bedstefar.
Her er Aaron på 14 år, hvis far døde af en AIDS-relateret tuberkulose for seks år siden.
Her er Beatrice, også 14 år, hvis mor var sindssyg og levede på gaden, hvor hun blev voldtaget. Beatrice kender ikke sin far, og moderen døde for syv år siden.
Her er Daina på ni år, hvis far døde af malaria for tre år siden.
Og ikke at forglemme den lille solstråle Chikumbi på seks år. Hendes mor døde af AIDS for fire år siden. Faderen er ukendt.
Joyce holder stadig målet for øje, selv om hun har måttet sende hver en skilling af familiens overskud til børnene i Østafrika. Endda så meget, at familien ikke har kunnet betale deres fastnet-telefon i flere måneder, betror hun os.
– Når vi er færdiguddannede, så skal vi hjem igen og passe på disse børn og mange flere. Men lige nu er vi økonomisk totalt færdige.
– Hvis jeg kun ser på problemerne, ville jeg for længst være kommet på sindssygeafdelingen. Men jeg ved, at Gud er med mig, og han har altid en løsning parat.
Joyce og Jan tilbyder at komme ud på skoler og i klubber og foreninger for at holde foredrag om forholdene i Zambia. De har allerede fortalt om deres behov til Kristus Kirken i Vejen, som nu har besluttet at støtte børnene i Zambia med 500 kr. om måneden.
– Derfor vil 100 kr. om måneden pr. barn gøre meget ved det, fortæller Joyce og opfordrer danskere til at være med til at støtte, ikke bare hendes familie, men alle de børn, der er ofre for AIDS-epidemien verden over.
Den 1. december var det International AIDS-dag. Temaet i år var Stop AIDS: Keep the Promise for at minde politikerne om at holde deres løfter om at gøre en effektiv indsats i bekæmpelsen af HIV/AIDS.