Paven opfordrede til kamp mod terror og fattigdom

ROM – Pave Benedikt XVI holdt julenat sin første julemesse som den katolske kirkes overhoved og benyttede lejligheden til at opfordre til forening i kampen mod terror og fattigdom.Julemessen blev som sædvanlig sendt direkte på tv i næsten 40 lande, og millioner af seere kunne opleve den nye pave mane til besindighed. Han advarede blandt andet mod ensidigt at fokusere på videnskab og teknologi.
– Mænd og kvinder i vores teknologiske tid risikerer at blive ofre for deres egne intellektuelle og tekniske præstationer og bliver åndeligt ufrugtbare med tomme hjerter.
Terror, fattigdom, spredning af våben og ødelæggelse af miljøet er alle problemer, der kan løses, hvis menneskeheden forenes, sagde han og nævnte Jesusbarnet som en kilde til inspiration.
– Frygt ikke! Stol på ham! Den livgivende kraft fra hans lys kan hjælpe os til at bygge en ny verdensorden, som er basseret på retfærdige, etiske og økonomiske forhold.
Årets juleprædiken sluttede med, at paven ønskede god jul på hele 33 sprog.
– ole