Anders kørte galt med 160 km i timen

Efter koma, respirator og genoptræning har han sidder over 20 år i kørestol. Alligevel er han taknemlig. ”For var det ikke sket, havde jeg ikke lært Gud at kende,” siger han. ”Og det er så godt at kende Gud og Jesus og Helligånden, at det var det hele værd!”

Klokken var fem om morgenen onsdag den 7. august 1996. Anders og en kammerat var på vej hjem fra Løkken Strand, hvor de havde været til fest weekenden forinden. Nu var de kun 6 km fra Grindsted, hvor de boede. Med 160 km i timen susede de hjemad. Pludselig var de ude i rabatten. Anders var faldet i søvn ved rattet. Han forsøgte forskrækket at rette bilen op, men det lykkedes ikke…

Paradokssalt nok var det hans held, at han ikke havde sikkerhedssele på. For bilen blev totalt mast, og havde han siddet i bilen, var han formentlig ikke overlevet ulykken. Men Anders røg ud af forruden og kammeraten ud af bagruden, mens bilen blev slynget rundt i den tidlige morgen.

Anders brækkede nakken og blev i ambulance ført til Aarhus, hvor han de næste 14 dage lå i koma, 3 måneder i respirator og derefter langsomt måtte genoptrænes i 11 måneder. Han var lammet fra brystet og ned og delvist i armene.

Kammeraten slap med to brækkede ribben og masser af knubs…

Anders var en rigtig festabe som ung. Han var også kendt som Fitness-Anders, fordi hans mor havde et motionscenter, og han var også en aktiv svømmer.

Han elskede at leve livet med fart og spænding på skateboard, snowboard, ski, mountainbike og vandski.

Med ulykken var hans liv totalt forandret – lige efter at han var gået ud af gymnasiet. Det var svært at håndtere for en aktiv fyr som Anders.

Ånden i glasset

Anders’ far var sømand og derfor væk i lange perioder.
Anders mor havde en kristen baggrund og de bad fadervor, da han var barn, men Anders gik som ung i modsat retning.

Sammen med andre unge legede han bl.a. med ”Ånden i glasset”.

– Det var temmelig uhyggeligt. Glasset bevægede sig fra bogstav til bogstav. Jeg kan huske, at den skrev, at den var lige udenfor vinduet… Så rejste nakkehårene sig alligevel på os unge. Og derefter holdt vi op med at lege med Åndens i glasset.

Men jeg fik senere et Ouja board, som også er en måde at spørge ånderne om råd og om fremtiden. Det var som regel noget ondskabsfuldt, der blev svaret. Og det skabte frygt. For nogen kunne måske få at vide, at de ville lide en frygtelig død.

Ikke interesseret i Gud

– Jeg havde besøgt min moster i Florida i 1991-92. Hun er kristen. Og det er min moster i Odense også. Men det var ikke noget, der interesserede mig dengang, husker han.
Da han var blevet lammet, fortsatte han i fire år med at ”leve livet” og gå i byen, så meget det nu lod sig gøre.

– På et tidspunkt, kort efter jeg var begyndt til genoptræning, havde jeg et syn på vej ind i en elevator.
Jeg så mig selv møde Gud engang ude i fremtiden. Jeg så også, at Han rejste mig op fra kørestolen. Det var ligesom en film for mit indre blik, mens jeg var lysvågen.
Herefter begyndte jeg at læse i Bibelen, men den var uden liv for mig, husker Anders.

– 4 år efter synet, da jeg var på ferie i Sydfrankrig med min familie sad jeg alene på en terrasse og begyndte at snakke højt med ”mig selv”.

“Det var temmelig uhyggeligt. Glasset bevægede sig fra bogstav til bogstav. Jeg kan huske, at den skrev, at den var lige udenfor vinduet… Så rejste nakkehårene sig alligevel på os unge. Og derefter holdt vi op med at lege med Åndens i glasset.”

– Gud, sagde jeg. Det er ligesom om der er en lås på mit hjerte, så jeg ikke kan lukke dig ind.
Herefter sagde jeg på engelsk ”Gud er med mig” og så var det som om Himlen åbnedes og der på terrassen fik jeg et mægtigt møde med Helligånden. Da jeg fortalte det til min mor og hendes veninde, blev de meget rørte. Pludselig blev det mere interessant at læse i Bibelen.

Bykirken var mit hjem

– Jeg boede i Odense, så jeg begyndte at komme i Bykirken, som er en dejlig frikirke. Det blev mit hjem de næste 8 år. Jeg blev også gift med en sød kristen kvinde, og det varede i fem år, før vi blev skilt. Det var hårdt at komme over.

Jeg var med på kirkens Alpha-kurser, og jeg underviste også selv. Jeg var også med på gaden for at evangelisere. Og det var spændende. Jeg kunne jo fortælle dem om mit eget liv. I den tid, begyndte jeg også at tage rundt og holde foredrag om, hvordan Gud bruger sin store kærlighed, til at transformere selv de mest ulykkelige omstændigheder.

På den tid havde vi besøg i kirken af helbredelses-prædikanten Charles Ndifon. Mange syge blev helbredt, og jeg håbede, det også ville ske for mig, men det gjorde det desværre ikke.

Jeg har siden også været til forbøn hos andre, og der er ikke sket noget. Det var faktisk først her i april, da jeg var til forbøn hos Hans Berntsen, at jeg mærkede noget. Og dagen efter var smerterne ikke så slemme.

Jeg har især smerter på grund af skoliose (skæv rygsøjle), slidgigt i hofterne og andre gener, på grund af lammelsen, fortæller Anders, der har fem forskellige hjælpere, der er på 21 timer hvert døgn. Han har også en invalidebil.

For ca.10 år siden døde Anders mor. Inden hun gik bort var han på besøg hos hende en weekend og i forbindelse med det, følte han en søndag morgen, at han skulle gå i kirke. Her hørte han et ord, som talte direkte til ham. Det var fra 1. Samuels bog 10, 6, hvor der står:

”Da vil Herrens Ånd komme over dig så stærkt, at du begynder at profetere sammen med dem, og du bliver et helt nyt menneske. Når du ser disse tegn indtræffe, kan du udrette, hvad du vil, for Gud er med dig.”

Anders er overbevist om, at han på et tidspunkt vil blive helbredt.

Tre forskellige personer har uafhængigt af hinanden profeteret, at Jesus skal komme til ham en nat og løfte ham ud af sengen.

10 år på højskole

Anders tog i 2006 på højskole i Kolding. Og her fortsatte han faktisk i ti år.

– Det var faktisk en hård periode, hvor jeg måtte igennem en masse kampe. Jeg havde brug for undervisning og genoprettelse.

Men det var naturligvis dejligt med alle de relationer, og det var dejligt, at der var nogen, der troede på én.

“Jeg har nok været vred og frustreret, men jeg er ikke vred på Gud. Tværtimod.
Jeg er meget taknemlig.”

På højskolen begyndte Anders at interessere sig for det profetiske. Han mener også, at han har fået en profetisk ord til Danmark.

– Hvordan fik du det? Var det et syn eller en drøm?

– Nej, men gennem længere tid følte jeg, at Gud talte til mig om, hvad der ville ske i fremtiden.
Det er det, jeg har skrevet ned.

Taknemlig

– Har du været vred over din skæbne, selv om det var dig selv, der var vågen for længe og kørte for hurtigt og faldt i søvn?

– Jeg har nok været vred og frustreret, men jeg er ikke vred på Gud. Tværtimod. Jeg er meget taknemlig.

Jeg havde ikke lært Gud at kende, hvis det ikke var for ulykken. Selv efter ulykken gik der lang tid, hvor jeg bare ville fortsætte med fest og druk.

Men nu tænker jeg, at det er så uvurderligt at kende Gud og Jesus og Helligånden, at det var det hele værd.


Anders: Gud gør snart noget nyt

Anders mener at have fået fra Gud, at han snart og pludseligt vil gøre noget nyt i Danmark.

– En stor del af Guds folk har i en lang rum tid været igennem en periode præget af prøvelser i diverse afskygninger.

Ørkenvandringen er snart forbi og dit forjættede land kan nu ses ude i horisonten. Gør dig klar! 2018 er et ”løfternes-opfyldelses-år”! Herren kommer til, at opfylde og indfri løfter, som du har modtaget for mange år siden, og som du har vandret med i dit hjerte og kæmpet dig hen imod i tro. Ventetiden er snart forbi min ven!

Anders nævner 1. Korinter 2:9 som siger: ”Hvad intet øje har set, hvad intet øre hørt og hvad intet menneske har kunnet forestille sig, det har Gud beredt for dem der elsker Ham.”

– Vi har alle puttet Gud i én eller anden form for boks. Men tak og lov, at Gud altid kommer til at overgå selv vores største opfattelse af Ham. Ellers ville Han jo ikke være Gud.

Anders nævner også ordet fra 1. Samuelsbog 10, 6, som er nævnt i artiklen.

– I den nye Helligånds-bølge vil Jesus pludseligt og på et øjeblik komme med en Helligåndsberøring som fuldstændig vil restaurere os, transformere os, og salve os med et mål af Helligåndens gaver, som vi ikke før har kendt til.

Overalt hvor vi færdes vil det drysse fra vore liv med profetiske ord, helbredelser og visdomsord.

Åndelige lænker vil blive brudt blot med en enkelt berøring og vil få en knivskarp bedømmelse ind over mennesker og deres omstændigheder. Der vil i dén grad blive skruet op for Helligåndsblusset i vore liv og vi vil kommer til at modtage et større mål af kærlighed, glæde, fred og frimodighed. Det bliver kristenlivet i en ny 2.0 version, profeterer Anders Høj.

Den nye bølge vil starte i Danmark, og brede sig ud i verden.

– Herren bringer vores elskede Danmark på verdenskortet! Det er typisk Gud, at tage noget, som ikke ser ud af så meget i verdens øjne og gøre mægtige ting igennem det, siger Anders.

Han nævner ogsa Jobs Bog 42:5, hvor der står: ”Jeg havde hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne” .

– Da vi første gang mødte Gud og blev klar over at Jesus er Guds søn, ”faldt der et skæl væk fra vores øjne,” og vore åndelige syn og sanser blev åbnet. Pludselig var vi klar over en virkelighed, som ”skællet” før havde gjort os blinde for.

Det vil være på en lignende måde i vores nye møde. Der vil være en masse sandheder om Gud og gudslivet, som vi føler vi har ok styr på. Men Helligånden vil åbne mange af disse sandheder op igennem en åbenbaring.

Det kommer til at smelte vores hjerte for Gud. Vi modtager en ny passion for Ham, som automatisk gør os mere frimodige. Og vi ser med ny klarhed, at vore liv er som et åndepust. Derfor MÅ vi bare ud og invitere fortabte sønner og døtre med til den store bryllupsfest. Det bliver noget som Helligånden driver os til med kærlighed og glæde i hjertet. Vi kommer til at køre på Helligånds højoktan. Derfor bliver byrden let!