Venstre sidebanner eksempel

Den lille mand med øksen

Engang for længe siden var der en mand, en ret lille mand faktisk. Og han havde en ret stor økse. Og den lille mand elskede at bruge øksen.

De fleste kunne ikke lide ham, for han var kort sagt ret egoistisk. Hvis han vurderede, at andre havde for meget, så sørgede han for at få noget af det – og han brugte gerne øksen til at true sig til det. Både penge og ting.

Så når han gik rundt omkring i byen, så så folk på ham med smalle øjne. De holdt afstand og hviskede. Engang imellem blev den lille mand så sur, at han smadrede noget med øksen. Det var lige meget, hvad det var. Han ville bare vise, at ham skulle man i hvert fald respektere – og gerne frygte.

Den lille mand havde altid øksen på sig. Som regel var det ikke nødvendigt at bruge den. Folk accepterede, at han havde den, og stillede ikke spørgsmål, når han ville have noget fra dem. De gav det bare til ham med det samme. Men deres øjne var smalle og mundene var stramme.

Den lille mand vidste godt, at folk tænkte sådan om ham, og det gjorde ham vred. Rigtig vred, faktisk.

Og hvis han skulle være helt ærlig, så gjorde det ham også ensom, for ingen havde lyst til at være sammen med ham. Selvom han var rig, så syntes han ikke, at pengene betød så meget for ham. Det gjorde øksen til gengæld. Den var håndlavet specielt til ham og lå efterhånden rigtig godt i hånden på ham efter alle disse år.

En dag kom en af de mænd, han havde hørt så meget om ind til byen. Folk var helt oppe at køre over ham, for han var anderledes end de andre. Han fortalte om Gud og om, hvordan man skulle leve. Der var noget fascinerende over ham, tænkte den lille mand. Så han løb hen til vejen, hvor manden kom gående. Men i samme øjeblik så han alle de sammenknebne øjne, som stirrede på ham med foragt.

Han måtte finde en anden løsning. Uden at tænke så meget, klatrede han lynhurtigt op i et træ! Her kunne han undgå at være tæt på folk og samtidig se manden.

”Zakæus”, råbte manden pludselig og kiggede på ham med venlige øjne. ”Kom ned og lad os spise sammen”. Den lille mand var lamslået. Spise sammen? Med mig? Han sank en ekstra gang og følte sig overvældet af accept og forståelse fra manden. Der skete noget inden i ham, som føltes godt. Han følte sig fri.

Og hvor var øksen nu blevet af? Nå, det var også lige meget med den…