Brug sociale medier med omtanke!

Mediemod ønsker at gøre os mere kritiske mht. den tid, vi bruger på digitale medier fremfor menneskeligt nærvær.

KLF, Kirke og Medier lancerede i december 2017 kampagnen Mediemod. Det handler både om at slukke for mediestrømmen, men også om selv at bruge og påvirke medierne bevidst.

De digitale medier gør os mindre nærværende overfor andre. Samtidig har medierne ændret vores evne til at huske, være i sociale relationer og være fokuserede og koncentrerede.
Der er også forskning, som tyder på, at medierne i værste fald skaber afhængighed hos nogle mennesker – en form for afhængighed på lige fod med et alkoholmisbrug, forklarer KLF, Kirke og Medier.

Med Mediemod ønsker KLF, Kirke & Medier at ”fremme mediemodet, dvs. modet til at sige fra over for dårlig medieindflydelse, mod til at tage en timeout fra mediestrømmen og modet til også at benytte medierne bevidst,” hedder det i formålspragraffen for Mediemod.