Serien ’13 Reasons Why’ er en ”tikkende bombe” for unge
Organisationen Parents Television Council advarer på det kraftigste forældre og skoler mod anden sæson af Netflix serien ’13 Reasons Why’. Serien handler om bl.a. selvmord og hævn og vil gøre børn og unge fortvivlede, hedder det i vurderingen.
I den nye sæson handler det om en gruppe teenagedrenge, som udsætter en kammerat for seksuel vold. Herefter følger serien offeret, som planlægger et skoleskyderi som hævn.
“Netflix har givet en tikkende bombe til de børn og unge, der ser ‘13 Reasons Why.’ Indholdet og temaerne er endnu værre, end vi forventede,” siger PTCs leder Tim Winter. “Vi ville gerne have set 13 grunde til håb og forløsning efter udpenslingen af den ledende teeanagepiges selvmord. Men i stedet for at vise en vej fremad, vil denne sæson kun føre til fortvivlelse.”
Ifølge PTC fremstiller serien, hvordan en skoles mandlige sportsidoler som den selvfølgeligste ting begår seksuelle overgreb mod pigerne. Skolen gør intet for at beskytte eleverne mod mobning, og bestyrelsen beskytter sportsholdet.
Efter den første sæson på Netflix, var der en 26 procent øget søgning på Google under overskriften ”Hvordan begår man selvmord?”
– Hvis man føler sig håbløs og deprimeret, når man kommer til denne serie, vil man ikke gå derfra og føle sig bedre tilpas, siger Melissa Henson fra PTC. ”Hvis man ikke allerede har det sådan, vil serien få en til at føle sig håbløs og deprimeret. For udsatte børn, som bliver mobbet eller misbrugt, vil showet bare udløse disse følelser og skabe farlige omstændigheder i det virkelige liv. Vi beder indtrængende forældre og skoler om at være opmærksomme i de kommende uger og måneder.”