Hvem bekymrer sig om min frelse. Gør præsten? Bør han?

Snakken går ved bordene. Det er søndag, og menigheden har lige været til gudstjeneste. Nu står den på kaffe. God gammeldags kirkekaffe.

Kunne man samle et hel års ”kirkekaffer”, så tror jeg ikke, der ville være de store udsving. Den ene søndags kirkekaffe ville stort set ligne alle de andre. Der snakkes om løst og fast. Om børn og skole. Om studier og måske lidt politik. Og om hvad der sker i den kommende uge her i kirken. Og naturligvis om meget andet.

En søndag sad jeg tæt på to, der snakkede sammen. Den ene sagde: ”Jeg hørte her forleden én sige om vores kirke, at det går så godt i jeres kirke. I har gang i så mange ting. Næsten hver dag sker der en eller anden aktivitet. Kirken er næsten fyldt hver søndag. Ja det må gå rigtig godt i jeres kirke”, sagde en.

Jo snakken går temmelig livligt, og set med mine begrænsede øjne, ser det ud som om, langt de fleste har det godt. Så måske går det rigtig godt.

Jeg har været en del af denne menighed i 11 år, og nu kommer spørgsmålet: Hvem bekymrer sig om min frelse? Er det i det hele taget noget, vi, altså os i menigheden, tænker på? Hvorfor er der så sjældent nogen, der formaner? Er det heller ikke noget, man gør mere?

Jeg har af gode grunde været til en del ”kirkekaffer”, og det har tit slået mig, at den nys overståede prædiken yderst sjældent bliver nævnt eller kommenteret ved bordene. Altså de borde jeg sidder ved. Nu skal det siges, at denne artikels indhold kun består af det, jeg har set og hørt. Men når man ikke så tit snakker om prædiken, er det så fordi den er intetsigende, kedelig eller uforståelig? Eller kunne disse ord måske rettes mod præsten? Eller er det at snakke om prædikenen noget man heller ikke gør mere?

Engang imellem prøver jeg at gå til gudstjeneste i andre kirker for at lodde stemningen der, og ja, også for engang imellem at kunne være anonym. Bare at kunne sidde på kirkebænken og tage imod. Men når jeg så har deltaget i kirkekaffe, synes jeg det samme scenarie gentager sig. Hverdagssnak som kunne foregå i en hvilken som helst sportsklubs cafeteria. Og ikke at der er noget forkert i dette.

Den nu afdøde og savnede præst Hans Erik Nissen fik engang spørgsmålet: Hvad skal der til for, at der udbryder vækkelse? Han svarede: ”Mennesker skal bekymre sig om andres frelse. Og så skal der bedes.”

Jeg synes, det er meget vist udtrykt. For hvis vi ikke bekymrer os om hinandens og vores egen frelse, så er der da noget, vi som kristne ikke efterlever. Og så kan jeg godt forstå, at der ikke er vækkelse i fx Danmark. Men hvor meget hører menigheden om dette, at bekymre sig om andres frelse fra prædikestolen om søndagen?

Jeg vil gerne gentage spørgsmålet: Hvem bekymrer sig om min frelse? Og bekymrer jeg mig om andres frelse? Bekymrer præsterne sig om menighedens frelse? Ja, jeg ved det ikke, men én ting ved jeg, og det er, at Gud ønsker at frelse alle.

Der en bog, jeg er specielt glad for, ”Stengrunden” af Bo Giertz. Jeg kan varmt anbefale den. I bogen følges forskellige præster og deres virke i menighederne. Præsterne i bogen udviser en interesse for sognebørnene og for deres liv og frelse på en måde, som efterlader mig med et savn og et tomrum. Jeg vil gerne være i en menighed, hvor vi bruger mere tid på at følge med i hinandens liv, frem for at være en kirke ”der klarer sig godt”.

Jeg vil gerne være i en menighed, hvor præsterne spørger mig, hvordan jeg har det med Gud, frem for at jeg bare skal overdynges med akademisk korrekte prædikener. Ikke sådan forstået at alle prædikener i min kirke er sådan. Flere af dem er gode og opbyggende. Jeg vil være i en menighed, hvor jeg tør sige, at jeg er så træt af, at jeg bliver ved med at falde i den samme synd.

I stedet kan det godt komme til at handle mere om, at skulle se ud, som om man har det godt. Jeg vil gerne lære og opfordres til at bekymre mig om andres frelse.

For når alt kommer til alt, er det jo det eneste det, at være kristen handler om.