Troende unge skader sig sjældent

Troen og fælleskabet giver unge kristne og muslimer større mening i livet.

Meningsløshed driver unge til at skade sig selv. (Modelfoto)

En stor undersøgelse blandt 3.824 unge mellem 13-19 år viser, at troende kristne sjældnere skader sig selv end ateister og ikke-troende.

Risikoen for, at unge kristne skadede sig selv – fx ved at skære i håndledene – var 42 pct. lavere.
Selv om der korrigeres for alder, køn og uddannelse, var risikoen stadig 38 pct. lavere end hos andre unge.

Også unge muslimer skader sig selv mindre end andre unge. Her var risikoen 34 pct. lavere end andre unge – men når man korrigerer for alder, køn og uddannelse var forskellen ikke signifikant.
Det er Center for Selvmordsforskning, der har foretaget den store undersøgelse.

Ikke færre end 27 pct. af de unge i den danske undersøgelse havde indenfor det seneste år alvorligt overvejet at skade sig selv. Og 17 pct. af dem havde rent faktisk skadet sig selv på et tidspunkt i deres unge liv.

Udenlandske undersøgelser viser også, at tro og faste værdier giver en højere tilfredshed og en følelse af mening med livet. Det kristne fællesskab kan også hjælpe unge til bedre at kunne håndtere deres eget liv.