Hjerte-, Anker- og Korsbogen er nu udgivet på albansk
Dansk Balkan Mission har i samarbejde med missionsarbejde i Albanien udgivet 3 minibøger (Hjertebog, Ankerbog og Korsbog) på albansk. De kan gratis bestilles til uddeling.
DBM udgav den 1. oktober de tre små bøger på albansk. Sproget tales af ca 7,6 millioner mennesker primært i Albanien, Kosovo, Tyrkiet (2.300.000), Makedonien (520.000), Grækenland (445.000) og Italien (455.000) og i indvandrersamfund i andre lande (samlet ca. 1,7 mio). Der er også i Danmark mindre grupper af albanere.
De albanske minibøger er både på lager i Danmark og sendt til præsten Jimmy Svenfelt i Albanien. Jimmy Svenfelt er udsendt af Laestadianernas Fridsföreningars För-bund (LFF), har læst teologi ved Missionsfakultetet i Gøteborg og arbejder nu i Tiranaområdet.
De små bøger måler 6×7 cm, er på 48 sider med ca. 65 bibelvers. Hjertebogen indeholder bibelord om det bibelske kærlighedsbudskab. Ankerbogen indeholder gode bibelord om håb – i livet, i døden og for evigheden. Korsbogen har bibelord, som belyser den apostolske trosbekendelse.
Bøgerne kan frit bestilles til uddeling (modtager betaler kun porto). DBM modtager dog gerne gaver til projektet.