Bibellæsere kræver ’velsignelse’ tilbage
Bibelselskabets oversættere havde valgt at fjerne ordet ’velsignelse’ i en ny udgave af Det gamle Testamente. Men begrebet kan ikke erstattes med udtrykket ’at give livsstyrke’, mener de frivillige læsere.
Det ”moderne” ord ’livsstyrke’ var simpelthen ikke forståeligt for læserne. Og hvis man ikke forstår ordet ’velsigne’, kan man jo bare slå det op, lød kommentaren fra en af de frivillige læsegrupper.
Læserne har netop haft mulighed for at kommentere oversættelsen af Første Mosebog, som udkom i den nye oversættelse i 2014.
Begrebet ’velsignelse’ forekommer omkring 300 gange i Det gamle Testamente, og de frivilliges argumenter for at bibeholde ordet var så overbevisende, at Bibelselskabet nu har ændret oversættelsen. Der er dog tilføjet en ordforklaring til brugen af ’velsignelse’ i nogle tekster.
Den nudanske oversættelse af Det gamle Testamente skal indgå i en hel nudansk bibel sammen med Den Nye Aftale (Ny Testamente på nudansk).