Ingemanns julegave  til salmebogen

Det er i år 150 år siden salmedigteren Bernhard Severin Ingemann skrev “Glade jul, dejlige jul”. Ove Vandel fortæller historien om baggrunden for denne salmes tilblivelse…
Salmen fremkom i “Danske Kirketidende” 8. december 1850, efter at den tyske julesang “Stille nat, hellige nat” var blevet kendt i Danmark.Ingemanns salme er ikke nogen oversættelse af den tyske tekst, men må betragtes som inspireret af denne, både hvad teksten og melodien angår. Ingemann er ofte blevet sat lidt i skyggen af de andre store salmedigtere i forbindelse med højtiderne. Men i forslaget til den nye salmebog bevarer Ingemann alle sine 29 numre og får endda tillagt 4 numre, som ikke tidligere har været med. Man kunne fristes til en sidebemærkning om, at disse sammen, med mange af de nye salmer, medtages på bekostning af flere af de gamle pietistiske salmer, som kommissionen har frasorteret! Men nu til historien som Ingemann lod sig inspirere af, og som også i dag har værdi for os.

Vi skal tilbage til året 1818. Vi befinder os i en lille bjerglandsby Oberndorf ikke langt fra festspillebyen Salzburg i nærheden af grænsen mellem Bayern og Østrig. De fleste af beboerne var pramførere, der fragtede salt ad floden Salzbach til Tyskland, og naturligvis nogle fattige bjergbønder. Seje og hårdføre folk var det, gudfrygtige og nøjsomme og tro mod stedets gamle traditioner, og ikke mindst de festlige og kirkelige processioner byen var kendt for. Ganske særligt samledes man julenat, bønderne i deres svære pelse og kvinderne i deres tyrolerdragter, for at høre det højhellige budskab om Jesusbarnet i krybben og for at se julekrybben ved alteret med okser og hyrder omkring.

Hen mod mørkningen juleaften 1818 gik præsten i Oberndorf Joseph Mohr og byens lærer og organist Franz Gruber tavse og nedtrykte hjem fra et besøg i Sct. Nicolai kirke efter, at de havde villet konstatere, om alt nu var i orden til den store højtid. Men hvorfor så triste, når de om få timer skulle høre kirkens klokker kalde hele byens befolkning sammen til den store glædesfest? Klokkerne skulle nok blive hørt, men det frygtelige var, at kirkens orgel var ubrugeligt. Rotter og mus havde gnavet bælgen så meget i stykker, at der skulle en fagmand til at bringe det i orden. Der var hverken tid eller penge i øjeblikket til den slags nu. Hvordan skulle man klare en festlig julegudstjeneste i aften på denne måde?
“Stille nat, hellige nat” sukkede Pastor Joseph Mohr opgivende. Det hørte Franz Gruber, og straks kommenterede han: “Det kunne blive indledningen til en dejlig julesalme”. Med ét var den nedtrykte stemning forsvundet. Grebet af øjeblikkets inspiration gik præsten straks hjem og satte sig fordybet over den åbenslåede bibel, hvorfra han om få timer skulle bringe det største af alle budskaber. I dyb andagt sad han der med udsigt over de sneklædte bjerge, de tyske graner og de blinkende stjerner, mens den hellige nat sænkede sin stilhed over hans sind.
Inden han vidste af det var ordene blevet til vers, og med det samme gik han hen til sin gode ven og medarbejder Franz Gruber. “Læs digtet igennem og skriv en melodi, som du og jeg i nat kan synge tostemmigt i kirken” sagde han, og så føjede han til: “Du skal tænke på, at vores kirkekor skal kunne falde ind. Og hvis du så vil akkompagnere på din guitar, har vi både sang og musik til julegudstjenesten”. Franz Gruber læste teksten igennem, og inden gudstjenesten skulle begynde, havde han sin melodi klar. Pastor Mohr sang basstemmen, mens et blandet kor faldt i med salmens omkvæd. Således blev menighedens julegudstjeneste da reddet og denne nu så verdensberømte julesalme og den folkelige melodi lød for første gang uden, at der blev gjort nogen særlig historie ud af det, da det ikke var første og eneste gang præsten og organist optrådte med sang og musik.

Hele vinteren gik uden orgelmusik. I vid omkreds af Oberndorf fandtes der ingen orgelbyggerfamilie. Der måtte tilkaldes hjælp helt fra Tyrols bjerge. Der i byen Zillertal boede den berømte orgelbygger Mauracher. Han dukkede op hen på foråret, da sneen var ved at smelte. Det var for ham kun en times arbejde, så var den sag i orden. Inden han tog af sted, ville han høre om alt fungerede, og han bad organisten Franz Gruber spille et stykke. Uvilkårligt gled han over i melodien til julesalmen, velsagtens fordi orgelbyggeren lige havde spurgt, hvordan de var kommet igennem julegudstjenesten. Matthias Mauracher hørte til i tavs forundring, og da han havde hørt melodien et par gange spurgte han, om han måtte få salmen med hjem til Zillertal. Han fik teksten udleveret, og da organisten ville til at nedskrive noderne, forsikrede han, at dette var unødvendigt. Han havde allerede melodien i hovedet. Ved hjemkomsten fløjtede og jodlede han den nye melodi, så alle børn og voksne snart havde lært den, men hvorfra den var kommet, kom til at stå hen i det uvisse, hvorfor det hed sig, at den var kommet fra himlen. Den gled bare ind i Zillertals hverdag som noget ganske selvfølgeligt. Men i byen var en handskemager ved navn Strasser. Han havde fire børn, tre piger og en dreng. Deres sangstemmer var så usædvanlige, at de fik benævnelsen “Nattergalene fra Tyrol”. Gennem flere år sang de i hjem og kirke “Sangen fra himlen”. Den tid kom, hvor de skulle ud på markeder med Strasser-handsker for at hjælpe til med at holde virksomheden derhjemme i gang. For at forøge indtægterne optrådte de undertiden på markedspladserne med deres tyrolske folkemelodier, hvilket altid hurtigt samlede en stor skare omkring handskemagerens bod og fik salget til at gå strygende. I 1831 havnede de ved en julemesse i Leipzig, hvor de gjorde sig meget bemærkede ved at slutte deres optræden med at synge “Stille nat, hellige nat”.

Blandt de mange tilhørere ved Leipziger-messen var også en tysk musikprofessor. Han blev så betaget af sangerne fra Zillertal, at han inviterede dem til en koncert, som han havde ledelsen af som stedets organist. Det viste sig at være en rigtig gallaforestilling med et meget udsøgt publikum. Deres majestæter kongen og dronningen af Sachsen var til stede. Dronningen med guldkrone og kongen i generalsuniform.
Pludselig blev det bekendtgjort, at der var fire unge mennesker fra Tyrol til stede, og at de måske kunne formås til at glæde forsamlingen og majestæterne med deres smukke sang. Da de havde sunget “Stille nat, hellige nat” brusede bifaldet op mod dem, og majestæterne ønskede at hilse på dem. Kongen var meget begejstret for julesalmen og spurgte interesseret om dens tilblivelse. Det eneste svar var en oplysning i flere sangbøger, hvori salmen var blevet trykt, at det var en tyrolsk folkesang. Dette var ikke tilfredsstillende, og majestæten befalede en opklaring. Der gik flere år, inden man fandt frem til de to mænd i Oberndorf. Der gisnedes om Beethoven eller Haydn som ophavsmænd til melodien og teksten af Goethe. Men først efter, at salmen havde lydt en juleaften i Berlins Domkirke kom der gang i opsporingen af, hvem mestrene var. Kapelmesteren skrev til en bekendt i Salzburg, som bragte sagen frem i kirkekoret. Tilfældigvis var der en søn af Franz Gruber med her, og han kunne oplyse, at det var hans far, der havde skrevet melodien.

I det mindekapitel i Oberndorf, der i år fejrede 50 års jubilæum, findes et relief, der viser to mænd: Gruber med sin guitar og Mohr andægtigt lyttende. Begge havde deres drømme, som på en mærkelig måde gik i opfyldelse. Joseph Mohr fødtes i fattige kår og blev opdraget blandt fremmede. I al hemmelighed drømte han om at blive verdensberømt sanger, hvilket han på en måde jo også blev. Lykken tilsmilede ham, da domprovsten tog sig af ham og sørgede for, at han fik en uddannelse og blev præst. Franz Gruber var søn af en fattig væver, og han drømte om at blive noget ved musikken, men det ville hans far ikke vide noget af. I det skjulte gik drengen til musikundervisning hos stedets lærer, og hjemme på sit værelse øvede han sig på nogle træklodser, han havde sat fast på væggen som et klaviatur, som fingrene kunne glide hen over.
Pludselig skete der noget, som kom ham til hjælp. Læreren, som også var organist, blev syg. Så tog den 12-årige dreng mod til sig og spillede orgel til gudstjenesten så godt, at hans far ændrede syn på hans fremtidsplaner. Han købte endog et instrument til ham. Ingen havde nok tænkt dengang, og da slet ikke de to mænd, at det problem de løste juleaften 1818 skulle få så vidtrækkende betydning, som vi kender i dag.
Deres julesalme er gået verden over og har lydt juleaften på krigsfronterne, i koncentrationslejrene, i domkirken og i små hjem til ære for verdens frelser. Tanken om alt dette vil sikkert også i år give større værdi for os, når vi synger “Glade jul, dejlige jul” omkring juletræet.