Guds legebørn
Nogle mennesker er bedst til at arbejde. Andre er bedst til at lege. Men kun få hører til den kategori, som både er gode til at arbejde og lege. På engelsk taler man om at leve efter devisen ’work hard, play hard’.
Vi danskere taler meget om stress og hvor vigtigt det er at tage pauser fra dagligdagens ræs. Man kan fx gå i fitnesscenter og slå hovedet fra, mens kroppen sveder igennem. Eller tage sig tid til at gå en tur i skoven eller bage en kage sammen med ungerne. Men det er lettere sagt end gjort for mange af os. Og der kan jo så let komme noget i vejen…
I behandlingen af tidligere hårdtarbejdende kult-medlemmer har man anvendt en såkaldt ”de-programmering”. Somme tider skal der nemlig et helt afvænningsprogram til, for at folk kan komme til at fungere normalt igen.
Mange af os beundrer dem, der forstår at knokle – og er samtidig lidt misundelige på dem, der forstår at koble af og nyde livet.
Det slog mig, da jeg arbejdede med oversættelsen af bogen om hollænderen Johan Huibers liv. Det var ikke en hvilken som helst selvlært tømrer, som kunne have klaret at bygge en ark. Eller to, for den sags skyld. Men hans forældre var nu heller ikke helt almindelige hollændere.
Johans far var en dygtig og ærlig handelsmand. Han var også – i modsætning til mange i den lokale reformerte kirke – fyldt med glæde over, at Jesus havde frelst ham. Og det turde han godt sige højt.
Johans mor var også af en helt særlig støbning. Hun havde ti børn og vaskede alt deres tøjet udendørs med håndkraft i al slags vejr hver eneste mandag året rundt. Alligevel havde hun også overskud til at hjælpe andre. Og når børnene kom hjem fra skole kunne hun finde på at tage billederne ned fra væggen for at spille fodbold med dem!
Jeg har svært ved at forestille mig nogen anden hollandsk – eller dansk – husmor, der bare ville overveje at gøre det.
Forældrenes gode eksempler smittede åbenbart af på Johan.
”Han er Guds glade legebarn,” sagde vi til hinanden, da vi havde besøgt arken under en Felix-rejse til Holland.
Vi oplevede den dybe alvor, der drev ham til at bygge ikke kun en, men to arker med det formål at fortælle mennesker om Jesus. Men denne moderne Noa forstår også det med at prioritere legen.
Få dage efter Felix-gæsternes besøg sejlede arken gennem havnen i Dordrecht til ære for den hollandske kongefamilie. På siden af arken hang et skilt med budskabet ”Med Jesus misser du ikke båden”. Men under sejladsen sad Johan selv oppe på taget af arken iført et tigerkostume og vinkede til de små prinsesser.
– Jeg har ondt af dem. De skal også have det lidt sjovt, fortalte han bagefter.
Det vil jeg prøve at huske. Balance er en god ting.
