Platon eller Darwin?

Det skulle blive naturvidenskaben selv, som kom til at dementerede Darwins evolutionsteori. Den videnskabelige metode stiller empiri som kriterie for, hvad der kan opnå anerkendelse som videnskab. Empiri dvs. erfaring, iagttagelse, viden der er blevet tilegnet via sanserne, med andre ord, hvis en teori ikke lever op til dette krav, er den slet ikke videnskab.

Naturens retnings-bestemmelse, lineær eller cirkulær?

Hvilke erfaringer har videnskaben da gjort ved iagttagelse af naturen? Er det en fremadrettet evolution (dvs. et lineært forløb), eller en cyklisk metamorfose (et kredsløb), som driver værket?

Ved at søge i videnskabens egne forskningsresultater får vi et væld af saglig information om, at alt i naturen, lige fra mikro- til makrokosmos, og hvad der måtte befinde sig her imellem, bevæger sig i kredsløb, cyklus, rotation. Og hvad der er værd at mærke sig, vi får også at vide, at uden dette kredsløb fandtes der ikke liv på jorden.

Pladsen her tillader ikke en udførlig beskrivelse, da emnet er omfattende. Må her nøjes med en henvisning til søgning på internettet eller zarathustra.dk under titlen kredsløbet, hvor blot en lille del af emnet findes samlet.

Platon

Det kunne netop her være på sin plads at indskyde et par tanker fra vor kulturs ubetinget størst filosof, nemlig Platon – tanker, der kommer frem i hans filosofiske værk Faidon.

Det er naturens orden, at alt bevæger sig i et kredsløb, da der ellers ikke ville være noget, fra hvilket det levende kunne opstå.

Hvis planeterne i vort solsystem (eller hvad som helst andet) bevægede sig lineært, så ville modsætninger som ”lys, mørke, årstidernes skiften m.m.” meget hurtigt ophøre med at eksistere.
Således også ad fornuftens vej er kredsløbet i naturen indlysende.

Fornuften og dens modsætning

Det karakteristiske ved et kredsløb er, at alt opstår som følge af en tilbagevenden i en cyklisk metamorfose. Dette udelukker enhver tanke om, at noget i naturen skulle opstå som følge af en fremadrettet evolution, dvs. i et lineært forløb. Ved iagttagelse af naturen findes ikke ét eksempel på en fremadrettet evolutionsproces i darwinistisk forstand, ikke ét! Heller ikke selve hjertet i Darwins evolutionsteori: naturlig selektion – selve den mekanisme, der ifølge ham skulle drive værket – stemmer overens med erfaringen, og er dermed udelukket fra anerkendelse som videnskab, det siger sig selv, i et kredsløb er intet overladt til en blind tilfældighed, og dermed falder evolutionsteorien for det krav, som videnskaben selv stiller som kriterie for, hvad der kan anerkendes som videnskab.

Historisk perspektiv

Hvordan er det gået til, at en teori, som der ikke er hjemmel for at kalde videnskab, er blevet så fundamenteret i vort samfund, som tilfældet er? Er der en forklaring på det?

Ja det er der. Det er, fordi den er en uadskillelig del af den pseudovidenskabelige socialismes grundlag. For Marx var religion opium for folket, og – som bekendt – Marx ville en revolution, han ville rive det bestående ned. Det bestående var her i Europa kristendommen, og kristendommens højeste autoritet var Guds ord, Bibelen. En anden autoritet måtte altså stilles i stedet, og det blev videnskab. Nu skulle videnskaben have det sidste ord i enhver sag, men ikke en hvilken som helst videnskab; religion var jo opium for folket, så det var nødvendigt med en videnskab, som var kemisk renset for al guddommelig medvirken i naturen. En materialistisk verdensanskuelse var nødvendig, dvs. ingen gud, ingen ånd, ingen sjæl, ingen enteleki, kun materie, materien er alt, og dertil var Darwins teori perfekt.

Det fremgår da også af brevvekslingen mellem de to herrer, at sympatien er gensidig, og da Darwin for omverdenen fremstod som naturvidenskabsmand, havde Marx tilsyneladende fået sat sin socialisme på videnskabelig grund. Han havde i evolutionsteorien fundet, hvad han behøvede, ikke nødvendigvis en sand teori, men en revolutionær teori, og det var dermed muligt at sprænge kirkens magt over sjælene.
Og revolutionen kom, kirken blev lukket og Bibelen forbudt, men også udenfor Sovjet tilstræbtes et materialistisk verdensbillede etableret i befolkningen, og dertil blev Wienerkredsen et vigtigt organ.

Wienerkredsen

Wienerkredsen markerer sin fremtræden for offentligheden som en organisation med såvel videnskabeligt som folkeoplysende formål. Wissenschaftliche Weltauffassung (Videnskabeligt Verdensbillede) – dette skrift blev udgivet november 1928.

Med Schlick som formand stiftedes ”Verein Ernst Mach”, som gennem offentlige foredrag og publikationer ville ”fremme og udbrede den videnskabelige verdensopfattelse,” vel at mærke således som kredsens medlemmer opfattede denne.

Mach (1838-1916): I bøger skrevet af Mach fremsættes – under indflydelse af Darwins evolutionsteori – bla. hans positivistiske erkendelsesteori, ifølge hvilken den menneskelige erkendelse kun er et biologisk fænomen, og det fik universitetet i København også at mærke.

Blot et eksempel: Jørgen Jørgensen, professor i filosofi ved Københavns universitet var medlem af Wienerkredsen. Han lagde aldrig skjul på sin sympati for Mao Zedongs kulturrevolution og var overbevist stalinist, og fra 1950 også formand for ”Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen”. Han bidrog med værker som ”Psykologi på biologisk grundlag (1942-46), ”og ”Den logiske empirismes udvikling (marts 1948)” – et værk som havde til formål at eliminere al metafysik som meningsløs. I 1966 fik han tildelt æresdoktorgraden på Kbh.s Universitet.

Wienerkredsen havde fået placeret sin mand midt i åndslivets centrum.

Oppositionen

Men der var også andre, som vi aldrig fik at høre om, og det var der en god grund til. Her skal blot nævnes en, nemlig Hans Driesch (1867-1941), tysk zoolog og filosof. Driesch studerede biologi under Haeckel i Jerna, men gik også filosofiens vej. Efter at have forladt en stilling i Heidelberg blev han fra 1920 filosofiprofessor i Leipzig.

Han beviste med en række opsigtsvækkende forsøg, at der i naturen faktisk befandt sig en enteleki, dvs. en særlig formålsbestemt autonomi, og dermed kunne livsprocesserne ikke forklares som blot fysiske eller kemiske processer. Vi får nærmere at høre herom i hans hovedværk Philosophie des Organischen (1909). Her fremgår det, at Driesch drog den konklusion, at det var nødvendigt at indføre en særlig livskraft, vis vitalis, til forklaring af livsprocesserne.

Driesch lagde heller ikke skjul på, at Darwin havde taget fejl, og at darwinismen havde ledt en hel kultur på vildspor.

Hvorfor hørte vi ikke mere til Hans Driesch?

Fra 1966 til 72 besad ærkestalinisten Mogens Fog posten som rektor på Københavns universitet. I 1924 meldte han sig ind i Dansk Kommunistisk Ungdom, blev stiftende formand i Socialistiske Læger 1932 og blev siden læge og professor i neurologi.

I 1979 blev beton-kommunisten Erik Skinhøj rektor ved Kbh.s universitet. Fra sin ungdom var Skinhøj medlem af D.K.P. Han stod i spidsen for den kommunistiske studenterorganisation De Danske Studenter.

Københavns universitet var blevet en forpost til Kreml, hvilket gav fuld garanti for, at en mand som Hans Driesch blev ignoreret.

Det kan anbefales at læse om en sag, som går under navnet ”Lysenko affæren”, som særlig Mogens Fog kom til at mærke. Man tror, det er løgn, her fremgår det med allerstørste tydelighed, at spørgsmål om biologiens arvelighedslære var direkte dikteret fra kommunistpartiet i Sovjet.

Et spørgsmål

Når nu en teori er så langt ved siden af, hvad der kan kaldes sand videnskab, hvor længe kan vi da i et land som Danmark leve med, at vore børn og unge skal modtage undervisning i sådant? Når det tilmed ved nærmere eftersyn viser sig at være intet andet end et segment af gammel marxistisk propaganda og er det overhovedet lovligt?

Her kan kun opfordres til, at enhver som føler sig berørt af emnet, selv tager dette til overvejelse.