Sådan bygger man en ark

I bogen ’Søsæt dit drømmeskib’ fortæller Johan Huibers, hvordan han næsten alene byggede den 70 meter lange ark.

(Læsetid: 12 minutter)
Udfordringen udgiver den hollandske ark-bygger Johan Huibers’ fascinerende livshistorie på dansk. 164 sider. Farvebilleder. 198 kr.

I ti uger savede jeg uafbrudt. Men selv med en savemaskine var det utrolig hårdt, ubehageligt arbejde. Noa må have savet sine træer med en håndsav af jern – det må have været endnu værre.

Jeg behøvede ikke engang at slæbe stammerne med håndkraft, men det at de skulle føres igennem saven, det at løfte stolperne og styre maskinen fik musklerne i mine arme og nakke til at vokse sig en tredjedel tykkere på få uger.
Hver uge ankom to nye lastbiler med træ til hallen, i alt modtog jeg 20. Jeg fortsatte bare med at save, stolpe efter stolpe efter stolpe.

Jeg følte det, som om jeg var blevet sluppet fri. Det var det her, jeg var skabt til at gøre. Da alle stammerne var savet i stolper, måtte jeg lade dem tørre. Derpå måtte jeg lave spanter og forarbejde både siderne og for- og bagstævnen af skibet.
Skibets skelet skulle bestå af en lang række spanter, og omkring dem skulle jeg fæste væggene og taget. Den lille ark skulle være halvt så stor som den originale. I bunden ville jeg bruge en masse flamingo, som skulle holde arken flydende.
Jeg arbejdede febrilsk, for nu havde jeg endelig en ide om, hvordan jeg skulle søsætte arken uden at byens rådmand åndede mig i nakken. I juleferien 2005 ville rådhuset stå tomt, og rådmanden ville være på ferie. Det ville være min chance. Det ville give mig to uger, hvor jeg kunne transportere arken ud af hallen og samle den på vandet. Jeg måtte sikre mig, at det laveste dæk var på plads, før rådmanden vendte tilbage. Derefter ville det være for sent for ham at stoppe mig, og jeg ville kunne fortsætte arbejdet i fred.
Det særlige ved julen 2005 var, at den faldt nøjagtig 13 år efter, at jeg havde fået min drøm. Josef, den store drømmer fra Det gamle Testamente, havde fået sine drømme som 17-årig og var blevet vicekonge som 30-årig. Også i mit tilfælde var der gået 13 år mellem drømmen og dens virkeliggørelse.

Julen 2005 lå stadig næsten et år ude i fremtiden. Så jeg havde 12 måneder til at færdiggøre arkens dele. Derefter ville det tage mindst et år mere at færdiggøre ydersiden. I virkeligheden var jeg ikke i stand til at bruge al min tid på arken. Jeg måtte undervejs rejse til Etiopien for at grave brønde – det havde jeg lovet folket dér at gøre. Jeg måtte også påtage mig forskellige projekter for at holde min virksomhed kørende.

Alligevel lykkedes det mig at bruge det meste af tiden på at arbejde med arken. Kl. 6 hver morgen gik jeg ind i hallen for at bruge endnu en dag med at save, hamre og finde løsninger.
Jeg havde ikke nogen arbejdstegning. Det havde jeg ikke behov for. Jeg havde studeret arken så længe, at dens layout stod tegnet i mit hjerte.
Hver morgen, før jeg greb hammeren, bad jeg en bøn til Gud om, at han ville lede mig og vise mig, hvordan jeg bedst kunne bygge arken. Min bibel var altid inden for rækkevidde – på mit arbejdsbord, på en stak brædder eller på saven. Ofte lå der et tykt lag savsmuld på den side, jeg havde startet dagen med at læse. Med hammeren i hånden og en bøn i hjertet byggede jeg så hurtigt, jeg kunne. Hver dag gav Bianca mig et sæt tøj til at tage med. Ved frokosttid var jeg altid våd af sved, og så var det dejligt at kunne trække i rent, tørt tøj.

Inde i hallen måtte jeg bygge en tørreovn til at tørre træet med. Det var nødvendigt for at hindre, at træet skulle slå sig, så hele arken kunne falde fra hinanden, så snart den var færdig. Jeg brugte det tørre træ til spanter, vægge og stævne.
Rådhuset holdt julelukket fra den 16. december. Derpå ville jeg gribe min chance. Før denne dato måtte arken stå færdig, selv om den bestod af forskellige dele. Det mindede mig om, hvordan jeg tidligere havde præfabrikeret klinikker til Albanien.

Byggeprocessen var en stor opdagelsesrejse. I 1 Mosebog 6 forklarer Gud Noa, hvordan han skulle lave et vindue i arken. En alen høj. Denne måleenhed kommer fra det latinske cubitum, som betyder albue. Afstanden fra min langfinger til min albue var 51 cm. Så jeg gik ud fra, at en alen måtte være 50 cm.
Vinduet i Noas Ark skulle sikre effektiv luftcirkulation gennem skibet. Hvis dyr ikke får tilstrækkelig frisk ilt, kan de dø i løbet af tre måneder. Noa og dyrene tilbragte 372 dage og nætter i arken. Så tilstrækkelig ventilation var livsvigtig. Foruden frisk luft havde dyrene også brug for at kunne røre sig. Hvis man lukker dem inde i et bur alt for længe, bliver deres muskler svage, og de mister evnen til at stå op. Så dyrene må have været i stand til at bevæge sig rundt.

Mens jeg byggede, nåede jeg til den konklusion, at det meste af ventilationen i Noas Ark måtte være kommet fra det vindue, som blev omtalt i 1 Mosebog 6, og at denne åbning sandsynligvis strakte sig langs hele siden af det øverste dæk. En åbning af denne højde ville have gjort det sikkert for dyrene at gå rundt på dækket. Jeg forestillede mig, hvordan Noa sad med Guds byggeinstruktioner i hånden, mens han funderede over de samme problemer.
….
Den 16. december oprandt. Rådhuset var lukket. Rådmanden var på ferie. Kl. 5.00 ankom jeg til hallen, hvor prammen og de præfabrikerede komponenter til arken ventede. Henk van den Heerik kom med en lastbil, en hejsekran og et par gaffeltrucks.
Jeg havde samlet et par mænd til at hjælpe mig med at få det hele ud i vandet. Jeg savede forsiden af min værkstedshal, da arkens sider var for store til at gå igennem døren. Store projektører oplyste den iskolde vintermorgen.
Vi brugte gaffeltrucksene til at transportere komponenterne ned til vandet. Prammen havde allerede ligget der og ventet tålmodigt på os i seks uger.
Så begyndte tømrerarbejdet.
Jeg arbejdede som en gal to uger, helt alene. Jeg begyndte så tidligt som muligt hver morgen, men hver aften kl. 18.00 præcis var jeg hjemme ved middagsbordet. Det var den aftale, jeg havde lavet med Bianca….

Rådmanden kom tilbage fra sin ferie for at finde en ark, 70 meter lang og 9,38 meter bred i sin havn. Ganske vist var arken langt fra færdig, men det nederste dæk var på plads, og hvad der skete de næste få uger ville være afgørende. Ville rådmanden have held til at få os fjernet, eller ville jeg være i stand til at færdiggøre konstruktionen af arken i Schagen?

Det varede ikke længe, før det første brev kom. Det var en kortfattet, tør oplysning om, at det ikke var tilladt at bygge skibe i Schagen Havn, og jeg skulle derfor ødelægge min konstruktion.
Jeg skrev et brev tilbage: ”Hvorfor må jeg ikke bygge en båd i Schagen Havn?” Nogle dage senere kom svaret i et nyt brev: ”Det er en regel, som går tilbage til 1738.” Jeg ventede nogle dage og skrev så tilbage: ”Hvordan kan det lade sig gøre? Schagen eksisterede ikke i 1738.”
Og sådan fortsatte det. Rådmanden og jeg blev pennevenner. Der gik en uge mellem hvert brev. Jeg tømrede videre som en besat.
Januar og februar 2006 var iskolde måneder. Arken var stor, og der var meget træk uden mulighed for at søge læ. Jeg klædte mig så varmt som muligt, og hver morgen præcis kl. 6.00 klatrede jeg ud på stilladset i den bidende kulde. Handsker var i vejen, så jeg tømrede med bare næver. Jeg prøvede at arbejde så hurtigt som muligt for at holde varmen. Hver dag kom Bianca forbi med kaffe, og det gjorde mig godt….

På en af disse kolde vinterdage kom jeg til at skære mig selv i benet med en motorsav. Jeg havde været ved at save blokke af flamingo, og motorsaven skar igennem det, som var det smør. Jeg savede med store, glidende bevægelse, indtil min hånd mistede grebet og jeg så en stor del af savbladet forsvinde i mit ben. Mine bukser blev flået op, og blodet flød fra et sår på omkring 15 cm’s længde og fem cm’s dybde. Jeg vidste, at jeg havde en førstehjælpskasse et sted nedenunder, men jeg havde ikke tid til at lede efter den. Jeg så mig om og fandt en rulle gaffatape. Med tænderne fik jeg revet et større stykke tape af og bandt det stramt omkring overlåret flere gange. Til min store glæde så jeg, at blødningen var stoppet. Jeg rev endnu et stykke tape af og tapede mine bukser sammen igen. Så tog jeg motorsaven op og savede videre. Der var ingen tid at spilde.
Hver dag satte jeg mig et mål, som skulle være nået før klokken fem om eftermiddagen. Små bump på vejen som kulde, dårligt udstyr eller en motorsav i låret betød bare, at jeg skulle arbejde endnu hårdere resten af dagen.
Da jeg kom hjem den dag, var hele mit ben stift, og jeg klarede kun med besvær at komme under bruseren. Da jeg stod under det varme vand, trak jeg tapen af. Jeg begyndte igen at bløde som en stukket gris. Bianca skældte ud og hjalp mig med at forbinde benet ordentligt. Men næste dag gik jeg igen på arbejde, som jeg plejede.

Kampen med rådmanden blev værre. Man kunne læse overskrifter i lokalavisen som: ”Rådmanden siger: ’Fjern den pram!’” Jeg blev udsat for hån og latterliggørelse fra flere sider. …
Jeg havde ikke forventet, at arkbyggeriet ville vække så stærke følelser. Nogle reagerede fjendtligt, andre beskyldte mig for arrogance og stolthed og for at søge min egen ære. Modstanden blev stadig stærkere, og jeg vidste, at der måtte ske noget hurtigt, hvis jeg skulle kunne færdiggøre arken i Schagens havn.

Hjælpen kom fra en uventet kant – fra Hong Kong. Ud af det blå dukkede en flok mænd op i døren til rådhuset. ”Goddag, frue”, sagde de til receptionisten. ”Vi kommer fra Det fjerne Østen, fra Hong Kong, og vi har hørt, at Noas Ark er her i nærheden.”
Receptionisten stirrede vantro på den kinesiske delegation.
”Noas Ark?”
”Ja, Noas Ark. Vi hørte, at den er ved at blive bygget her.”

Receptionisten konsulterede nogle embedsmænd.
”Er I kommet her på grund af arken?”
Kineserne nikkede høfligt. På spørgsmålet om hvem de var og hvad de præcis ville, svarede de, at de arbejdede for en kinesisk tv-station i Hong Kong og at de var kommet for at lave en reportage om Noas Ark. Embedsmændene lyttede til filmholdet med voksende forbløffelse. ”Så har I vel også filmet andre ting her i Holland, så I bare kommer her forbi på vejen videre?” spurgte en af embedsmændene.
”Åh nej,” svarede lederen af tv-holdet. ”Vi er kommet direkte hertil på grund af arken, og så snart vi har filmet den, flyver vi hjem igen.”
Næsten målløse forklarede embedsmændene derefter, hvor filmholdet kunne finde arken….

Delegationen fra Hong Kong skabte en del røre på rådhuset. Måske var ark-byggeriet ikke en dårlig ide, trods alt. Hvis selv kineserne viste interesse, kunne det måske tiltrække flere turister. …
Den hurtigt voksende interesse fra medierne reddede mig. En stadig strøm af filmhold, journalister og fotografer fandt vej til havnen i Schagen. De landsdækkende dagblade rapporterede om den excentriske tømrer, som helt alene jagtede sin drøm – at bygge Noas Ark. Filmhold helt fra Tyskland og Israel, såvel som Holland og Belgien slog sig ned i den lille by i ønsket om at kende hver eneste lille detalje.
Jeg havde ikke rigtig tid til at give alle disse interviews, men hver eneste artikel, både nyhedsstof og baggrundsartikler var med til at sprede nyheden om Guds kærlighed, så jeg gav gladeligt af min tid til pressen.
Mediernes opmærksomhed førte også til, at folk fra hele Holland nu tilbød deres hjælp. Garvede entreprenører, unge fyre og flittige studerende dukkede op for at hjælpe med at save, tømre og feje. Især i weekenderne var der til tider en hel lille hær, og atmosfæren var god.
Den 29. april 2007 åbnede arken officielt. Jeg havde bygget båden i al slags vejr gennem 16 måneder. Seksten lørdage i træk havde jeg fået hjælp fra frivillige og tømrere fra hele landet, men jeg havde gjort det meste af arbejdet selv. I bidende kulde, i mørke og ensomhed. To år og otte måneder var gået fra det øjeblik, hvor jeg savede den første træstamme i stolper. Jeg havde hamret titusinder af søm ind i træet, savet utallige stolper, slæbt tusinder af kilo træ. Jeg havde svedt som en gris i sommervarmen og rystet i bidende kulde. Jeg havde blødt, bedt, leet og grædt, men sidst i april 2007 var det store øjeblik endelig kommet: arbejdet med Noas Ark var til ende. Den lille altså. Det med den store – ja, det er en anden historie.

 

Se bogen “Søsæt dit drømmeskib!”

Læs også