Populær fastfoodkæde holder søndagslukket

En af Chick-fil-A’s glade kunder blev rørt over denne scene, hvor en af de ansatte beder for en kunde. Billedet og historien om de omsorgsfulde medarbejdere er nu gået viralt.

Chick-fil-A er nu amerikanernes yndlings-fastfoodkæde.

Det fastslår den seneste undersøgelse fra Market Force, som har spurgt 7.600 amerikanske forbrugere. Chick-fil-A, som har specialiseret sig i kyllingesandwiches, er nu den 3. største fastfood-kæde i USA.

Kristent grundlag

Ejerne af Chick-fil-A har i årenes løb fået masser af kritik for deres traditionelle kristne standpunkter i etiske spørgsmål. Samtidig er kæden kendt for at gøre en stor indsats for velgørenhed både lokalt og internationalt.

Firmaets erklærede formål er at ”ære Gud ved at være en tro tjener med alt det, der er blevet os betroet og have en positiv indflydelse på alle, som kommer i kontakt med Chick-fil-A.”

I 2012 udtalte Chick-fil-As administrerende direktør, Dan Cathy, om firmaets bibelske værdier:

“Vi er opsat på at holde denne kurs. Vi ved, at det nok ikke er populært blandt alle, men Gud ske lov lever vi i et land, hvor vi kan tale om vore værdier og arbejde ud fra bibelske principper,” sagde Dan Cathy til avisen Biblical Recorder.

De bibelske værdier betyder blandt andet, at kæden holder søndagslukket, og det passer ikke de mange indkøbscentre, som holder åbent syv dage om ugen. Men kædens popularitet har alligevel fået indehaverne af indkøbscentrene til at gøre en undtagelse for Chick-fil-A.

”Vi har altid skrevet det i vore leasing-aftaler, at vi holder lukket om søndagen. Vi er faktisk kendt for at have mere business på seks dage end andre lejere har på syv,” fortalte Dan Cathy.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Bøn for kunder

For nylig spiste Brittany Calden på en Chick-fil-A i Madison, Alabama i juli, da hun lagde mærke til, at en mangeårig medarbejder ved navn Stephen Spray talte med en af kunderne. Kort efter lagde Stephen Spray hånden på kunden og begyndte at bede for hende, fortalte den lokale tv-kanal, Fox 5 Atlanta.

Som professionel fotograf skyndte Brittany Calden sig at tage et billede af situationen – og det er nu gået viralt.

“Han havde tørret borde af nogle minutter før, han kontaktede damen. Det slår aldrig fejl, at Mr. Steve kommer hen til ens bord og spørger, hvordan ens dag har været,” fortalte Brittany Calden Selv fortæller Stephen Spray, at Helligånden ledte ham til at bede for kunden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



“Jeg arbejder et sted, hvor jeg kan bede for folk, hvis jeg bliver ledt til det, og så gør jeg det på stedet. Folk har brug for forbøn, opmuntring og kærlighed. Det er det, vi prøver at gøre her,” forklarede Stephen Spray.