Gammelbro Camping kåret til Danmarks bedste

Inga og Johannes Knudsen har ud fra en kristen livsholdning skabt Gammelbro Camping, hvor man sætter de menneskelige relationer højere end bare profit.

Inga og Johannes Knudsen på deres smukke campingplads ud til Årøsund. Johannes ville ellers have været sømand…

Med over 500 stemmers forspring vandt Gammelbro Camping over sin nærmeste konkurrent, da ”Opdag Danmark” kårede Danmarks bedste campingplads.

I alt 3127 stemmer fik Gammelbro Camping af taknemlige gæster og andre sympatisører. De slog dermed de ti andre finalister i konkurrencen.

Og der er måske en grund til, at Gammelbro Camping fremstår som et fredeligt og hyggeligt sted, der tiltrækker stadig flere.

Ejerne Inga og Johannes Knudsen har nemlig en kristen livsholdning, og det smitter af på den måde, de behandler gæsterne på. Selvfølgelig er det også en forretning, men det er ikke kun forretning.

Ville have været sømand – eller byggemissionær

Som ung ville Johannes ellers have været ude i den store verden. Han gik således på Svendborg Sømandsskole for at blive sømand, men det blev nu ikke den vej, han valgte. Men han ville gerne have arbejdet i udlandet.

– Ja, jeg er tømreruddannet og havde tænkt på at rejse ud i verden som entreprenør og byggemand, siger han.

Som ung var han i kibbutz Dalia i Israel og har sidenhen været dernede flere gange i forbindelse med den kristne bevægelse Ordet & Israel.

Johannes er heller ikke ukendt med mission. Som ung gik han på Fjelhaugs bibelskole i Norge.

Ægteparret kommer i Luthersk Missionsforening, som også har udsendte missionærer i hele verden. Og Inga arbejdede med børnehaveklassen i Haderslev Kristne Friskole i 10 år. Siden 1993 har forskellige fået lov at have et Jesus-telt på pladsen, hvor man kan få en snak om tro.

For tiden er det Friluftsmissionen.

Hjalp forældrene

Efter soldatertiden kom Johannes i 1970 hjem og hjalp til på forældrenes campingplads.

Forældrene – Claus og Jenny – var landmænd. Deres jord lå lige ud til Årøsund og Lillebælt. Og der kom jævnligt nogen og slog deres telte op på stranden.

– Så var der nogen, der foreslog mine forældre, at de da skulle oprette en campingplads på deres jord. Det gjorde de så.

Jeg var vel ti år, da vi begyndte, og min søster Bodil og jeg hjalp jo til. Det var meget mere primitivt dengang. I starten havde man kun et almindeligt das til gæsterne. Senere kom der træk-og-slip.

Da jeg kom hjem efter soldatertiden, udvidede vi pladsen.

I slutningen af 1960’erne kom der en fredningskendelse om, at campingpladsen ikke måtte ligge helt ud til vandet. Vi flyttede derfor i 1974-75 campingpladsen til et område, hvor der tidligere havde været frugtplantage.

I de kommende år byggede vi pladsen op med nye bygninger. I 2005 overtog vi en nabo-ejendom, fortæller Johannes, som er en årgang 1958. Han og Inga har nu overladt ledelsen af pladsen til deres søn Jacob og hans kone Jane. Men de er fortsat med i arbejdet. Datteren Judith er gift i København. Hun er kandidat i mellemøstlige studier og ligesom sin far optaget af Israel.

Tre-stjernet og 4,7 ud af 5

I dag er der hytter, servicebygninger, et stort cafeteria, købmandsbutik, swimmingpool, legeplads, kreativt værksted, minigolf, tennis og en masse anden underholdning. Og her er også plads til, at hunde og andre kæledyr kan komme med familien på ferie på en hunde-venlig campingplads, hvor det fx også er tilladt at lufte hunden på stranden.
Campingpladsen har tre stjerner, og på den tyske og hollandske skala scorer den populære campingplads 4,7 ud af 5 mulige!

Her er da også mange tyskere og hollændere, som vender tilbage år efter år.
Op imod halvdelen af gæsterne er fastliggere. Deres campingvogn står her hele året, og de benytter den som et sommerhus.

Nogle af gæsterne fortæller til den lokale avis, at de har boet her i 25 år og har mange gode minder og venner.

I nogle lommer kender folk så godt hinanden, at de arrangerer fælles middage.

Fiskehavn og bådebyggeri

Den lille havneby Årøsund er det eneste sted ved Lillebælt, hvor der stadig indskibes fisk til salg på fiskemarkedet i Hvidesande.

Fra Årøsund eksporteres der kaviar til lande som Japan, USA og Australien. Her ligger fortsat et bådebyggeri, som holder de gamle håndværkertraditioner i hævd. Besøgende kan få lov at se bådebyggerne over skuldrene, når de arbejder.

Fra Årøsund sejler en færge til øen Årø (hvor Joy og Moses Hansen for øvrigt bor). Ved havnen ligger også Årøsund badehotel, som er en imponerende bygning, der blev opført i 1930’erne.