Lydia og David solgte alt og startede børnehjem i Honduras
Lydia og David Martinez fra USA startede børnehjemmet Emmanuel i 1989.
I dag arbejder mange danske unge som volontører på børnehjemmet.Børnehjemmet Emmanuel har givet nyt håb til mere end 700 børn og unge i det fattige Honduras, takket være Lydia og David Martines. I sidste uge besøgte de Danmark for at takke for de mange bidrag gennem årene.
1983: Vietnamveteranen David og hans hustru Lydia Martinez fra USA beslutter sig for at stille sig til rådighed for Guds arbejde.
De modtager af ham en vision om at arbejde for fattige, syge og døende børn, og i 1987 sælger de alt, hvad de ejer, for at flytte til Honduras og starte et børnehjem.
1989: Efter næsten tre års arbejde åbner børnehjemmet Emmanuel for de første fem børn.
Siden da har mere end 700 børn boet på Emmanuel, hvor de går i skole, lærer et håndværk og får den tryghed og omsorg, de ikke fik i deres familie.
Først og fremmest er børnenes møde med Emmanuel et møde med Guds kærlighed, siger Lydia.
– Guds kærlighed har ingen begrænsninger. Og det er vigtig at vise børnene i et land, der tæller 10.000 gadebørn, og hvor omkring hver femte pige bliver voldtaget af mænd i den nærmeste familie.
– Disse børn har i mange tilfælde ikke oplevet andet end svigt – derfor er det vigtig for os at vise dem, at Guds kærlighed ikke svigter – at de er værdifulde og noget helt særlig i Guds øjne.
Selvom det gør ondt at se disse børn komme til børnehjemmet, underernærede, mishandlede og forladte, så styrker det at se, hvordan børnene kan udvikle sig, uddanne sig og blomstre op igen, fortæller David:
– Børnene oplever på Emmanuel både, at der bliver taget hånd om dem, men også, at der bliver stillet krav til dem, noget mange af dem ikke er vant til.
– Her skal de gå i skole, lære at stå op om morgenen og lære at gå i seng om aftenen. Det er nyt for mange af dem, men nødvendigt for, at hverdagen kan fungere, fastslår David.
Myndighederne i Honduras har ikke overskud til at tage sig af de mange tusinde gadebørn, og derfor var der stor velvilje fra regeringen og de lokale myndigheders side til at etablere børnehjemmet, fortæller Lydia – men ikke ret mange penge.
Derfor kom Emmanuel tidligt i problemer med at skaffe penge til den daglige drift og til mad og tøj til børnene, hvis antal blev ved med at vokse.
– Men vi vidste, det ville gå. Gud skulle nok tage sig af os, selv hvis ingen andre gjorde det.
Hjælpen dukkede op i form af danskeren Patrick McDonald, som i 1994 besøgte Emmanuel på en rundrejse i Latinamerika.
Patrick McDonald begyndte at samle penge ind og tale børnehjemmets sag, og i 1996 rejste de første danske volontører til Honduras for at arbejde på børnehjemmet.
Siden da har over 100 danske unge været volontører på Emmanuel i perioder fra fire til tolv måneder ad gangen. I øjeblikket er syv danske unge volontører på Emmanuel. Dertil kommer tre danskere, der er fastansatte medarbejdere på børnehjemmet, der har i alt 14 ansatte og i øjeblikket er hjem for ca. 400 børn i alderen 0-18 år.
200 danskere er også sponsorer for Emmanuels børn, og i de seneste 12 år har danskerne alene bidraget med over 3 mio. kr. til børnehjemmet.
musik med børnene
Arne Kristensen koordinerer udsendelsen af de danske volontører til Emmanuel, noget, der sker gennem organisationen Impact. Han fortæller, at 25 unge danskere til sommer tager til Honduras på en helt særlig mission:
– De unge skal ned for at lege med børnene på Emmanuel. Når der kun er 14 ansatte til 400 børn er det begrænset, hvor mange vandkampe de voksne kan organisere, og hvor meget de kan lege med børnene.
– Derfor tager de unge, der selv betaler for deres transport, ned for at lave en masse gamle lege med børnene. Også for at indspille en cd med sange med børnene, med udstyr, som Dansk Musiker Forbund har været så flinke at stille til rådighed.
Sidste år sendte den danske organisation Impact i alt 30 volontører ud til 10 projekter i otte forskellige lande.
FNs børnefond UNICEF anslår, at der er 100 mio. gadebørn i verden, heraf 10.000 i Honduras.
700 børn har siden 1989 fået et nyt liv på børnehjemmet Emmanuel. Af disse børn har mange uddannet sig til at hjælpe andre gadebørn, fattige og syge, og flere af de tidligere børnehjemsbørn arbejder i dag fast på Emmanuel.
David og Lydia Martinez opgav hele deres gamle tilværelse for at opbygge en ny for Honduras gadebørn. Og deres indsats viser, at det enkelte menneskes indsats kan gøre en forskel for andre mennesker.