Guds ubetingede kærlighed til os
Mange har nok stiftet bekendtskab med den kendte og meget læste forfatter og katolske præst Henri Nouwen, der efter at have undervist på et par af USA’s fineste universiteter flyttede ind i et fællesskab for udviklingshæmmede.
Men i mødet med den umiddelbare, spontane og betingelsesløse kærlighed, som han mødte hos disse – i verdens øjne – marginaliserede mennesker, kastedes han ud i en dyb eksistentiel og åndelig krise, der imidlertid førte til et åndeligt gennembrud.
Dette har han skrevet om i bøgerne ”Den fortabte søn vender hjem” og ”Stemmen i mit indre”, som begge er udgivet på Boedals forlag.
Meditationer til hver dag
Nu har forlaget så udgivet en bog med meditationer til hver dag i året bestående af uddrag fra forskellige af Henri Nouwens mange bøger, samt ting fra hans hånd, som ikke tidligere har været udgivet, og alle med det tema, som blev grundlaget for forfatteren nye, fordybede tro og liv efter krisen, nemlig, at vi er ”Elsket ubetinget”, hvilket netop er titlen på bogen.
I bogen bliver læseren dag for dag hjulpet til at modtage den betingelsesløse kærlighed, der dagligt strømmer imod os fra vores himmelske Far, men som det – underligt nok – er så uendelig svært for os at tage imod, selvom det er, hvad vi dybest set længes efter og har brug for.
Dag for dag gennem læsningen nedbrydes den paradoksale modstand i os mod at tro på, at vi er elsket – ikke for det vi gør, eller for vores gode evner og kvaliteter – men fordi Gud i sit væsen er uendelig og betingelsesløs kærlighed.
Stor dybde
Det er fuldstændig umuligt i en anmeldelse at yde bogen den retfærdighed, den fortjener, da en anmeldelse jo af gode grunde skal skrives langt tid inden, der er gået et år efter udgivelsen.
For bogen kan ganske simpelt ikke læses med et tilnærmelsesvis optimalt udbytte uden netop kun at læse det ene stykke, der er bestemt til hver dag, dertil er der for stor dybde i hvert stykke – også i dem, der kun er på få linjer. Og på grund af modstanden i os mod at give slip på vores behov for at fortjene Guds kærlighed, dur det ikke at læse bogen i en ruf, hvis vi vil opnå det, som er bogens hensigt.
Men til trods for en alt for hurtig og dermed også alt for overfladisk læsning har mit arbejde med bogen alligevel givet mig så stor en fornemmelse af dybden i den og så stort et udbytte af bogen, at jeg kun varmt kan anbefale den til alle.
For hvem har ikke brug for igen og igen at blive mindet om det ufattelige, men sande, at vi er elsket ubetinget af Gud?
Henri J. M. Nouwen: Elsket ubetinget – Daglige påmindelser om vores sande identitet
Indbundet. 400 sider. 299,59 kr.
Forlaget Boedal