5400 fordrevne irakere får hjælp mod vinterkulden

Billedet er fra en lejr i Laylan, hvor de fordrevne nu får vinterhjælp. Foto: NNF 2019

Mission Øst uddeler tæpper, vintertøj, brændstof og hygiejneartikler til 600 sårbare familier i to lejre samt til 300 familier, der er nu vendt tilbage til deres lokalsamfund i det krigshærgede Irak.

Ialt 900 familier eller 5.400 personer modtager livsvigtig beskyttelse mod vinterkulden og basale hygiejneartikler. Mission Øst får hjælp fra Novo Nordisk Fonden til gavn for de mest sårbare familier. Samtidig støtter man de fordrevne, der vender hjem til deres sønderbombede huse i Kirkuk og omegn.

Hjælpeindsatsen er ikke direkte påvirket af den nyligt optrappede konflikt mellem Iran og USA. Mission Øst gennemfører sin indsats, men uroen stiller store krav til planlægning og sikkerhed.

Under frysepunktet

De krigsramte familier i Irak må nu også døje med vinterens udfordringer. Børn og voksne bor i telte, mens regnskyl og snestorme raser og temperaturen når ned under frysepunktet.

Hjælpen til familierne i det nordlige Irak er presenninger, madrasser, tæpper og vintertøj, som sammen med brændstof skal hjælpe dem med at holde varmen. Sæbe, shampoo, hygiejnebind, tandpasta og tandbørster skal være med til at løfte hygiejnen.

Hjælpen uddeles til 600 sårbare familier i to lejre i Laylan samt til 300 fordrevne, som nu er vendt tilbage til deres lokalområde Hawija udenfor Kirkuk.

Mission Øst målretter hjælpen mod de familier, der har størst behov.

Underviser i god hygiejne

I forbindelse med uddeling af hygiejneartiklerne holder Mission Øst workshops for lokale nøglepersoner om sundhed og hygiejne. Nøglepersonerne vil så videregive oplysningerne til de fordrevne i de to lejre.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Behovene er enorme i Irak, hvor 5,6 millioner mennesker ifølge FN’s seneste behovsvurdering stadig er påvirket af konflikt. Flere end 4 millioner har brug for nødhjælp – heraf er 46 procent børn og 27 procent kvinder.

Humanitært samarbejde

Mission Øst har ydet humanitær bistand i Irak siden 2014 og har et godt omdømme og positive relationer med samfundsledere og lokale myndigheder. Hjælpeorganisationen koordinerer arbejdet sammen med alle relevante hjælpeorganisationer og samarbejder blandt andet tæt med FN om at levere hjælp til Irak.