Efterfølger af Jesus?
Johannes Kirk Søndergaard,
Enebærparken 146,
6000 Kolding
I Udfordringens uge 4 og 6 er der en kronik og et synspunkt, som nærmest er desperat aktuel, fordi vi skal have mange flere med i himlen. Jesus Kristus var seriøs. Derfor bør vi tage Jesus og hans ord seriøst. Ja, det er ufatteligt, Jesus tager os alvorligt og kalder os til efterfølgelse.
I Matt. 4, 19 siger Jesus: ”Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere. ” På Pinsedagen forvandlede Gud ved sin Helligånd både disciplene og ca. 3000 andre, ’der i frygt havde holdt sig inde bag lukkede døre. ’ – Vi skal ikke frygte og ikke altid sammenligne os med dét disciplene sagde og gjorde før Pinsedagen. Vi skal heller ikke se på hinanden eller andre.
Vi skal se på Jesus. Han kan forvandle alt. Gud udruster med Helligånden dengang og nu, men det er Jesus, der gør mirakler! Mennesker blev frelst! Det største mirakel, der kan ske. Ca. 3.000 mennesker på Pinsedagen, Ap. G. 2,41, hvor Peter og de elleve frimodigt trådte frem og blev menneskefiskere, og i Ap. G. 4, 4 blev tallet gennem efterfølgelse ca. 5.000 ’mænd’.
Efter det vi ved, brugte Jesus slet ikke ordet ’kristne’, for i Ap. G. 11, 26 står der: ”Det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne.” Det er en stor ære, at Gud ved ordet og Helligånden kalder os til at være efterfølgere af Jesus, der udmærket ved, at vi intet kan uden Ham. Men, når Jesus kalder os til efterfølgelse, så udruster Han os også! Moralen i Matt. 4,19 – er det mon den: Er jeg menneskefisker – så er det fordi, jeg følger efter Jesus? Er jeg ikke menneskefisker – er det så fordi, jeg ikke følger efter Jesus, men efter noget andet?