Ny formand for Sømandsmissionen

Forstander for Bygholm Landbrugsskole, Erik Kallehave Kristensen, er Sømandsmissionens nye formand.

Erik Kallehave Kristensen, Horsens, er ny formand for Indenlandsk Sømandsmission. Han afløser Hans Peter Kristensen.

Til daglig er Erik forstander for Bygholm Landbrugsskole, og han har siddet i Sømandsmissionens bestyrelse og forretningsudvalg i de sidste fire år.

For år tilbage var han sammen med hustruen Joan ansat et år på sømandshjemmet i Sisimiut, og der fik han hjerte for arbejdet med sømænd og fiskere. Det er stadig det ønske, der er levende – at bringe evangeliet til sømænd og fiskere. Samtidig spiller sømandshjemmene i Grønland en vigtig rolle for lokalbefolkningen i byerne, og de bliver dagligt brugt som mødested og dagligstue.

”Jeg ser, at nogle af de vigtigste værdier i at drive sømandsmission er mødet mellem mennesker, den personlige relation, nærvær og medmenneskelighed. Derfor er det fx også fortsat en vigtig del af arbejdet, at sømandsmandsmissionærerne går ombord på skibene.”

Erik Kristensen ser frem til opgaven som formand for bestyrelsen, og han glæder sig til at fortsætte den positive udvikling, organisationen er i.

”Min styrke er at kunne målsætte en organisations vision. For mig er det vigtigt, at en bestyrelse skaber frihed for medarbejderne til selv at vælge, hvordan de når de strategisk udvalgte mål. Mennesker vokser af at have denne frihed.”

Holdspil

Det ligger den nyvalgte formand på sinde, at Sømandsmissionen konsoliderer sig og styrker formålet for arbejdet. Det sker fx gennem den store helhedsplan for de tre sømandshjem i Grønland, hvor man de næste år udbygger og restaurerer for at styrke synlighed og samvær.

Erik Kallehave Kristensen ser frem til opgaven som formand. Han kalder bestyrelsens arbejde for et holdspil med forskellige roller og kompetencer. Han ser sig selv og resten af bestyrelsen som redskaber i tjeneste: ”Jeg er ydmyg over for opgaven.

Over os står Gud. Det er ham, der er kaptajnen. Derfor beder vi også før og efter et bestyrelsesmøde om ledelse og velsignelse. Den dag, vi glemmer at tage Gud med, mislykkes vi.”

I hans optik skal bestyrelsen i samarbejde med den daglige ledelse understøtte det gode arbejde, medarbejderne udfører: ”Den daglige ledelse må aldrig være utrygge i deres hverv. De skal kende målet og vide, de har handlerum. Det er frihed under ansvar. Bestyrelsens opgave er ikke driften. Vi skal sætte mål, som nås i fællesskab.”

Når Erik Kallehave Kristensen skal slappe af, dyrker han sin helt store passion – at gå på jagt. Desuden holder han sig i form ved at cykle og løbe, hvis han da ikke hygger sig med familien, der nu også tæller børnebørn.