Kernefamilien er stadig Plan A

Kernefamilien var en fejltagelse, hævdede en kendt debattør i forrige uge i New York Times. Nu giver kristne i USA ham svar på tiltale.

David Brooks’ artikel har rystet millioner af læsere. Han definerer en typisk amerikansk kernefamilie som bestående af en mor, en far og 2,5 barn. Familien bor i en forstad og har kun én lønindkomst. Og det er altsammen noget, der blev opfundet i det 20. århundrede. I det meste af verdens historie har familien nemlig set anderledes ud, hævder David Brooks i artiklen Was the Nuclear Family a Mistake?

Den udvidede familie

David Brooks skriver, at den typiske husstand gennem historien har bestået af flere generationer med bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner. Den ”udvidede” familie er den naturlige familie, mener han.

To debattører på Breakpoint.org, Shane Morris & John Stonestreet, er uenige i flere af vurderingerne. Men de anerkender de historiske data, når 1950’erne beskrives som kernefamiliens storhedstid. Siden da er mange familier blevet fragmenteret, så en husstand fx. kun har én forælder.

Blandt årsagerne til denne udvikling er den seksuelle frigørelse, industrialiseringen og ikke mindst adskillelsen af arbejde og bopæl, påpeger David Brooks.

Tilvalgsfamilier er Plan B

Desværre har debatindlægget en frygtelig titel, for kernefamilien er ikke nogen fejltagelse. Og helt galt bliver det, når David Brooks fremhæver ”tilvalgte familier” som en god erstatning for kernefamilien, mener Breakpoints skribenter.

En ”tilvalgt familie” er ifølge Brooks tilvalgte bofæller, der som regel ikke er biologisk beslægtede. David Brooks roser ”fælles forældreskab”, som det praktiseres, fx. hvor der mangler fædre, eller i samkønnede og polyamorøse arrangementer i LGBTQ-kredse.

– Men Brooks overser, at alle disse alternativer er forsøg på at genoprette situationen, når familier går i opløsning.

Nogle af disse alternative ”familier” kan virke som et gode. Men på længere sigt får børnene større helbredsmæssige udfordringer end børn fra kernefamilier, understreger Shane Morris & John Stonestreet.

Ægteskabet er kernen

Forfatteren Mona Charen skriver i netavisen The Bulwark, at selv en udvidet familie bygger på ægteskabet. En familie er andet og mere end en social konstruktion. Den bygger på menneskers natur og biologi samt det unikke bånd mellem forældre og børn.

Også fra et symposium på Institute for Family Studies lyder kritikken af Brooks’ tilvalgsfamilier. ”Alternative familier” er ofte mindre stabile end kernefamilierne. Samtidig er statistikkerne for misbrug og vanrøgt i denne type husstande alarmerende, fastslog symposiet.

– David Brooks har ret i, at kernefamilien med forældre og et par børn ikke er den hyppigste familietype gennem historien. I vor tid bor kernefamilien ofte langt væk fra den udvidede familie og andre netværk, som tidligere kunne hjælpe og støtte ”kernen”.

Men man kunne også bare sige, at ægteskabet er hårdt arbejde. Det samme er forældreopgaven. Tidligere kunne kernefamilierne få god hjælp fra bedsteforældre, tanter og onkler, bemærker Morris og Stonestreet.

Kirkens rolle

”Tilvalgsfamilier” findes allerede i en anden institution, nemlig den lokale kirke. Jesus etablerede ikke Kirken som en erstatning for biologiske familier, men som en social institution med kærlighed, støtte og fællesskab.

Den nye virkelighed er en fantastisk mulighed for kirken til at være den genopbyggende kraft, som Kristus ønsker.

Brooks tager også fejl, når han hævder, at kærlighed er vigtigere end biologi. Den naturlige familie er bygget omkring de biologiske realiteter, hvor formering er en naturlig følge af foreningen af en mand og en kvinde. Derfor er kernefamilien lige så uerstattelig som tyngdeloven.

De sidste årtiers ignorering af dette design har haft ødelæggende konsekvenser, slutter John Stonestreet og Shane Morris.

Der er en løsning

Den kulturelle årsag til, at kernefamilien går tilbage, er postmodernismen, det verdenssyn, som hævder, at sandheden er subjektiv. Dette livssyn, som også påvirker menneskers opfattelse af Bibelen og dens normer, kom frem i 1960’erne, forklarer debattøren Jim Denison.

Postmodernismen har ændret opfattelsen af bibelsk seksualmoral som en absolut sandhed.

Mange afviser, at sex kun hører hjemme i en (livsvarig) pagt mellem en mand og en kvinde. Hvis man afviser det, har det negative konsekvenser. Hvis vi vælger at overse skiltene og kører bilen i grøften, er det ikke bilfabrikantens, men derimod bilisten fejl, skriver Jim Denison og fortsætter:

– Vor kultur hungrer efter autentiske familier. Som kirke har vi muligheder for og kald til at tilbyde et kærligt fællesskab, hvor alle er velkomne. Det kan give den modstandskraft og de fælles værdier, som den udvidede familie tidligere ydede.

Familietyper siden 1960

Jagten på ”den amerikanske drøm” fik de unge til at forlade familien for at bosætte sig i industriområderne. I 1960 boede 77,5% af alle børn sammen med deres to gifte forældre uden andre medlemmer af den udvidede familie i husstanden.

Fra 1950 til 1965 faldt skilsmissetallet. Der blev født flere børn, og kernefamilien så ud til at trives. Men dette idealbillede hører fortiden til, da forudsætningen var, at kvinderne skulle være hjemmegående husmødre.

I dag lever kun en tredjedel af amerikanerne i en kernefamilie.

I 1960 bestod kun 13 procent af husstandene af én person. I 2018 var tallet kommet op på 28 procent. I 1960 var 72% af de voksne gift. I 2017 var næsten halvdelen singler.

I 2004 var 33% af de 18-34 årige singler. I 2018 var dette tal kommet op på hele 51%.
Også familiernes størrelse er blevet mindre. Idag fødes der kun halvt så mange børn i USA som i 1960. Faktisk er der flere hjem med kæledyr end med børn.

Halvdelen af de afro-amerikanske familier består af alenemødre, mens det kun gælder 1 ud af 6 hvide familier. To tredjedele af de sorte børn har kun én forælder, sammenlignet med en fjerdedel af de hvide børn.

I 1960 blev 5% af børnene født uden for ægteskab, mens det gælder 40% i dag. Kun halvdelen af de amerikanske børn bor sammen med begge deres biologiske forældre under opvæksten.

Årsagen er, at hyper-individualismen har taget fart siden 1960’erne. Derfor hungrer amerikanerne efter at leve i udvidede familier både på gamle og nye måder, vurderer Brooks.

Måske er der ved at ske en ændring i trenden. Økonomiske udfordringer siden 2008 har nemlig fået mange til at blive mere afhængige af familien. I dag lever 20% af amerikanerne i ”multigenerations-husstande”, mod kun 12 % i 1980. Flere unge voksne flytter hjem til forældrene, og seniorer søger fælles bopæl med børn og børnebørn. Også bofællesskaber, hvor beboerne deler køkken og hjælper hinanden med eventuelle børn, bliver mere populære.
En anden type bofællesskab er hjem for traumatiserede veteraner eller plejehjem, hvor børn og ældre er sammen.