Bibelkritik bygger på gisninger

Dræbende mistænksomhed

Som jeg må konstatere i min hovedopgave om bibelkritikken, møder man ofte (i fagkredse) en næsten dræbende mistænksomhed over for en kritik af denne kritik (”historisk-kritiske metode”).

For det er åbenbart absolut forbudt at se den bibelske åbenbaring som et hele.

Og møder man de forskellige tekster (fx De 5 Mosebøger/Pentateuken) med den forhåndsindstilling, at der nok findes en vis sammenhæng mellem de forskellige passager, er man på forhånd dømt ude: Man påstås at “ville have alt til at passe”, om man så skal hugge en hæl eller klippe en tå.

At yde de bibelske tekster retfærdighed

Hertil siger jeg: En bibeltro holdning over for Skriften behøver ikke være udtryk for uhæmmet harmoniseringsiver.

Jeg vil hellere kalde den et forsøg på at yde teksterne retfærdighed. At man så måske kan blive tvunget over i den evindelige “forklarende rolle”, må først og fremmest skyldes bibelkritikkens unødigt problemskabende karakter.

Og i det stykke hænger jeg min hat på følgende udsagn af lektor i arkæologi og orientalske studier ved Liverpools universitet K.A. Kitchen, fundet i hans bog Ancient Orient and Old Testament fra 1966:

Forudintagethed

Han siger nemlig, at bibelkritikken »i al for høj grad hviler på forudindtagede teorier, som man presser ned over GT, i stedet for at man tager udgangspunkt i en induktiv1 og åben tilgang til hvad vi i dag véd om literære former, metoder og tekstbrug fra Den gamle Orient.

Af denne basale grund er disse skolers [dvs. bibelkritikkens, min anm.] resultater i et meget vidt omfang suspekte; og må derfor forkastes og ombyttes med nye og velunderbyggede resultater, som er solidt funderet på sammenlignelige data af yderste relevans, så man derved når frem til en mere intelligent behandling af den hebraiske tekst i lyset af det fremkomne materiale.

Bibelkritik skal der til, selvfølgelig, men i ordets rette betydning.

Vi går ikke ind for dens afskaffelse, men for dens radikale rekonstruktion. [Min fremhævelse.] Men en kritik baseret på hvad vi finder i den bibelske verden i stedet for baseret på vestlige filosofiske [problemskabende] modeller, middelalderlige og vestlige literære kategorier,2 især dem fra det 18. til det 20. årh.«

Hvor mange skabelsesberetninger?

At Biblen indeholder to forskellige skabelsesberetninger, den i GT og den i NT, er de fleste bibellæsere klar over: »I begyndelsen skabte Gud …« Og »I begyndelsen var Ordet/Logos …«
Men render man i undervisningssystemet ind i de historisk-kritiske, støder man også an på påstanden om to skabelsesberetninger allerede i GT.

Det påstås nemlig at 1. Mosebogs beretning om skabelsen oprindeligt er sat sammen af to forskellige. Og den karakteristiske forskel på de to traditioner er at den første benævner Skaberen med det hebraiske ord “Elohim” og den anden med “JHVH/HERREN”.

Bygger på gisninger

Professor i Biblen og det hebraiske sprog ved Jerusalems Universitet M.H. Segal skrev i 1961: »En voksende majoritet af bibelforskere har, nu næsen i et helt århundrede, været enige om at forklare tilblivelsen af Pentateuken som resultat af en kombination af parallelle – og ofte indbyrdes modstridende kilder og dokumenter – der skulle være sat sammen af en række redaktører fra det 8. til det 4. årh. f.v.t.

Denne såkaldte “dokumentteori” har sin oprindelse i en gisning som en fransk læge, Jean Astruc, er kommet med i 1753 om at de to [forskellige] benævnelser af guddommen i 1.

Mosebog, JHVH og Elohim, karakteriserer to forskellige dokumenter, hvor det ene hovedsageligt anvender det guddommelige navn JHVH, og det andet tilsvarende navnet Elohim. (Citatet fortsætter i næste afsnit.)

Påstand om dokumenter

»Astrucs gisning, som ikke var andet og mere end rent gætteri uden den mindste form for videnskabelig dokumentation, er senere blevet taget op af den tyske bibelforsker J.G. Eichhorn som så har udviklet den kritisk, og har anvendt den til at opsplitte Genesis [1 Mosebog] i to konstituente3 dokumenter, et jahvist-dokument og et elohist-dokument.

Eichhorn har også søgt at beskrive disse to dokumenters forskellige litterære karakteristika. Tyske forskere som er trådt i Eichhorns fodspor, er så fortsat ad samme baner …[og kan jeg tilføje: et hobetal af skandinaviske teologer].

[…] I dette system – opbygget på det spinkle grundlag som Astrucs gætterier udgør – blev den litterære kritik forenet med den historiske ditto i en påstand om at Pentateuken, langt fra at være begyndelsen på Israels religion som den selv hævder den er, i virkeligheden repræsenterer de sidste stadier af denne religion før den gled over i den rabbinske jødedom; og at det billede som tegnes i Pentateukens historier om patriarkerne og af Moses, ikke er andet end en projicering af forhold som var fremhærskende i senere tider [fx i eksilet i Babylon, min tilføjelse] ind i den ukendte og fjerne fortid.

Den umådelige mængde litteratur som er vokset op omkring den hebraiske bibel i løbet af de sidste 100 år, samler sig hovedsageligt om dette system. (Citatet fortsætter i næste afsnit)

Formodninger blev til ”sandheder”

»Systemets væsentlige påstande, som oprindeligt ikke var andet end de rene formodninger, har nu med alderen og pga. den konstante gentagelse udviklet sig til umiddelbart indlysende sandheder [min fremhævelse] som kontrollerer forskernes tænkning og bestemmer deres indstilling til de bibelske problemstillinger.

Selv dén voksende bekræftelse på Pentateukens beretningers almindelige troværdighed, som arkæologien har givet, forbliver endnu i dag upåagtet af dem som følger dette system; på nøjagtig samme måde som det bemærkelsesværdige arkæologiske materiale der allerede eksisterede i de litterære kritikkeres tid, blev ignoreret af dem der har opstillet Dokumentationsteorien for ca. 80 år siden« [nu altså ca. 120 år].

Bibelsk litterær stil var ukendt i Babylon

Som anført i første artikel i denne serie, er et andet hårdnakket dogme hos de historisk-kritiske, at den bibelske skabelsesberetning er en “renset” udgave af babylonske sagn, i dette tilfælde Enuma Elish-eposset.

Som flere eksperter i Den gamle Orient kan fortælle, er en nok så væsentlig indvending mod forestillingen om en jødisk afskrift af babylonske skrifter, at også skabelsesberetningen tilhører en litterær stil som er totalt ukendt i Babylon, men som passer perfekt til den skrivemåde man havde i Ægypten på Moses’ tid. 4

Ægyptologerne kan nemlig fortælle os at “de 2 skabelsesberetninger” svarer ganske nøje til den måde de ægyptiske faraoner kunne omtale deres bedrifter på.

Først en beretning i store træk (svarende til 1 Mos 1) og med helten nævnt under ét navn; derefter en mere detaljeret beretning gentaget af et af første beretnings væsentlige punkter (fx Adams skabelse). Og – OBS lige det! – med epossets handlende helt under et andet navn.

Dobeltnavne er kendt

Om det med “dobbeltnavne” (som de historisk-kritiske også får en masse ideer ud fra) skriver Kitchen (AO&OT, p.123):

»I [det gamle] Ægypten5 havde mange dobbeltnavne, som vi ser det i GT med Israel/Jakob eller Jetro/Re’uel. Fx Sebek-khu, også kaldet Djaa, hvis stele på Manchester University Museum har eksempler på tre navne på ét folk i Palæstina: Mentiu-Setet (som betyder “asiatiske beduiner”), Retenu (“syrere”) og ‘Amu (“asiater”) – fuldstændig på samme måde som ismaelitter/medianitter eller kananæere/amoriteer i GT. […]

Selv anvendelsen af de to former for det personlige pronomen “jeg” (på hebraisk ani og anokhi) kan sammenlignes med den sammenblanding, vi finder i […] middel- og sen-ægyptisk fra “Horus’ og Seths Disputter” og på vestsemitisk, selv hvor begge pronomin-former findes i samme tekst på tre tavler fra Ugarit; brugt fuldstændig på samme måde som på hebraisk.«

Værdiløs metode

Og læg så mærke til hvad Kitchen afslutter dette afsnit med:
»Den slags “kriterier”, brugt separat eller i større sammenhænge, er værdiløse. [Min fremhævelse.]

Disse kendsgerninger må uvægerligt give anledning til alvorlig tvivl om værdien af at bruge den slags kunstige metoder på oldtidens litteratur.«6

Altså:

Skabelsesberetningen (!) består af to dele, ja, men i fuldstændig overensstemmelse med “samtidens” litterære former i fx Det gamle Ægypten: En generel fortælling med Elohim som “hovedperson”, efterfulgt af en mere detaljeret beretning om menneskets skabelse med JHVH som samme “hovedperson”.

Og altså en litterær stil totalt ukendt for babylonierne (hvis de da ikke lige har lært den af de jødiske skriftlærde; min tilføjelse).

Dermed har de historisk-kritiske anbragt sig i noget af en klemhærde (gl. dansk ord for det engelske catch 227).

De som ikke tror på undere, står nu i det sjove valg at skulle vælge mellem to af slagsen:

1) Enten er Moses forfatter til den bibelske skabelsesberetning (hvilket i moderne teologi er at sammenstille med et mirakel), eller også

2) har jøderne – ved en anden form for mirakel – ramt en litterær form som var totalt ukendt i Det gamle Babylon.

Det er trods alt først med indførelsen af den moderne arkæologi vi har fået indgående kendskab til Det gamle Ægypten.

Noter:

1. metode baseret på empiri/evidens

2. Jf. mit eksempel med den mundtlige traditions (u)pålidelighed.

3. konstituent, i sprogvidenskaben et element der er del af et større sprogligt udtryk. Se også https://no.wikipedia.org/wiki/Konstituent_(lingvistikk).

4. Se mere om Abrahams køb af gravsted til Sara, i næste artikel i denne serie.

5. Om ægyptiske dobbeltnavne, se H. Ranche, Die ägyptischen Personennamen, II, 1952, pp.6-8.
6. I en note henviser Kitchen til en mængde faglitteratur; og nævner til slut i noten hvor unyttige metoderne har vist sig på Homérs værker.

7. https://en.wikipedia.org/wiki/Catch-22.

De anførte bibelcitater er fra 1931-oversættelsen (min gamle bibel som jeg brugte til min hovedopgave) hvis ikke andet er anført.

Læs også:

Kronik 1: Ud og ind af bibelkritikken
Kronik 3: Guds pagt med Abraham